Året er gået som år nu gør, og jeg tror der har været både bedre og værre af slagsen. Jeg har ikke rigtig lyst til at gøre status, men jeg tror at det må være et af de år, hvor jeg har været mest træt i hverdagen. Dermed ikke sagt at alt har været dårligt, for frø er blevet plantet undervejs, og forhåbentlig fører de afgrøder med sig.
Jeg har drømt om dig
Verden har trukket ned
I sin lynlås
Og spaltet os
Fra hinanden.
Men i nat var det dig
der sov i min seng
og jeg sad og så
på himlens fingre
der dansede
På din hud.
Sengen var en foldet blomst
og i du i dens midte
kendte ingen ondskab,
sagde ingen
onde ord.
fredag den 31. december 2010
onsdag den 22. december 2010
First Aid
Oppe i Auderød Asylcenter døde en lille dreng for nylig, fordi han havde slugt en perle, der havde sat sig fast i halsen på ham. Personalet ydede førstehjælp, men var ude af stand til at redde ham. Familien er efter sigende vendt hjem til Tjetjenien med drengen i en kiste. Nogle dage senere hængte en afghansk mand sig i et skur på samme lokalitet, og for omkring et år siden blev en anden mand stukket ned og dræbt i Sandholm. Igen blev der ydet førstehjælp, men nogle gange nytter det ikke så meget. Alligevel er jeg glad for, at jeg har lært det.
For omkring en uge siden fik min søn et stykke knækbrød galt i halsen. Det var morgen og jeg sad ved min computer opslugt af et eller andet. Min kæreste var i bad. Jeg registrerede halvt nogle mærkelige lyde, men jeg reagerede ikke med det samme. Pludselig så jeg ham komme løbende henover gulvet imod mig med halvåben mund, helt blårød i hovedet. Jeg fik fat i ham og dunkede ham hårdt i ryggen til knækbrødet kom op. Heldigvis slap jeg for at forsøge mig med heimlich-metoden som jeg har prøvet at bruge én gang før i mit liv, men ikke har lyst til at udføre på et lille barn.
I morges cyklede jeg hjem efter at have afleveret drengen i børnehave. Vejen var dækket af slud, og det var besværligt at køre vores tunge christianiacykel fremad. Pludselig hørte jeg en høj lyd nede for enden af gaden og så en ældre mand glide med sin cykel og hamre ansigtet direkte i asfalten. Det var omkring hundrede meter fra mig, men det virkede som om det tog meget lang tid at komme derned. En gruppe mennesker trak ham ud fra kørebanen, åbnede hans skjorte og begyndte at udføre førstehjælp. Til alt held var han styrtet lige foran en gruppe sygeplejestuderende og to læger. Ikke desto mindre slog hans hjerte ikke, og de havde svært ved at få gang i det igen. Jeg sluttede mig til dem for at tilbyde min hjælp. Tre fulde fyre først i tyverne blev også tiltrukket af optoget, og stod og grinede af den bevidstløse mand. En stor håndværker fik dem vredt til at gå deres vej. En anden ung fulderik kom til fra den anden side og ville selv yde førstehjælp, men kunne nærmest ikke holde sig på benene. Det lykkedes mig at genne ham lidt af vejen. Sygeplejerskerne skiftedes til at give mund til mund, og jeg og de to læger skiftedes til at yde hjertemassage. Man bliver overraskende hurtigt træt i armene af at gøre det, og det gik lang tid før ambulancen kom til. Den bevidstløse mand havde blod i ansigtet, og jeg tror, at hans næse var brækket. Han stank af alkohol, og der kom en ubehagelig raspende lyd fra hans lunger, når man trykkede ham på brystet. Jeg var bange for ikke at udføre hjertemassagen godt nok, men gjorde det bedste jeg kunne. I al hemmelighed var jeg lettet over ikke at skulle give mund til mund. Ambulancen var først fremme efter et kvarter, de to reddere opførte sig som om det hele var hverdag, og rent faktisk agerede næsten alle på scenen meget roligt og professionelt. Det var lige før det blev en smule køligt. Manden blev kørt væk i en ambulance, og jeg aner ikke om han kom til live igen eller ej.
Jeg skriver på en roman med titlen ´Genfærd´, hvor man ikke kan være sikker på, om det er hovedpersonen eller verden der er spøgelsesagtig. Af og til overtrumfer livet alt hvad jeg forsøger at få sagt.
For omkring en uge siden fik min søn et stykke knækbrød galt i halsen. Det var morgen og jeg sad ved min computer opslugt af et eller andet. Min kæreste var i bad. Jeg registrerede halvt nogle mærkelige lyde, men jeg reagerede ikke med det samme. Pludselig så jeg ham komme løbende henover gulvet imod mig med halvåben mund, helt blårød i hovedet. Jeg fik fat i ham og dunkede ham hårdt i ryggen til knækbrødet kom op. Heldigvis slap jeg for at forsøge mig med heimlich-metoden som jeg har prøvet at bruge én gang før i mit liv, men ikke har lyst til at udføre på et lille barn.
I morges cyklede jeg hjem efter at have afleveret drengen i børnehave. Vejen var dækket af slud, og det var besværligt at køre vores tunge christianiacykel fremad. Pludselig hørte jeg en høj lyd nede for enden af gaden og så en ældre mand glide med sin cykel og hamre ansigtet direkte i asfalten. Det var omkring hundrede meter fra mig, men det virkede som om det tog meget lang tid at komme derned. En gruppe mennesker trak ham ud fra kørebanen, åbnede hans skjorte og begyndte at udføre førstehjælp. Til alt held var han styrtet lige foran en gruppe sygeplejestuderende og to læger. Ikke desto mindre slog hans hjerte ikke, og de havde svært ved at få gang i det igen. Jeg sluttede mig til dem for at tilbyde min hjælp. Tre fulde fyre først i tyverne blev også tiltrukket af optoget, og stod og grinede af den bevidstløse mand. En stor håndværker fik dem vredt til at gå deres vej. En anden ung fulderik kom til fra den anden side og ville selv yde førstehjælp, men kunne nærmest ikke holde sig på benene. Det lykkedes mig at genne ham lidt af vejen. Sygeplejerskerne skiftedes til at give mund til mund, og jeg og de to læger skiftedes til at yde hjertemassage. Man bliver overraskende hurtigt træt i armene af at gøre det, og det gik lang tid før ambulancen kom til. Den bevidstløse mand havde blod i ansigtet, og jeg tror, at hans næse var brækket. Han stank af alkohol, og der kom en ubehagelig raspende lyd fra hans lunger, når man trykkede ham på brystet. Jeg var bange for ikke at udføre hjertemassagen godt nok, men gjorde det bedste jeg kunne. I al hemmelighed var jeg lettet over ikke at skulle give mund til mund. Ambulancen var først fremme efter et kvarter, de to reddere opførte sig som om det hele var hverdag, og rent faktisk agerede næsten alle på scenen meget roligt og professionelt. Det var lige før det blev en smule køligt. Manden blev kørt væk i en ambulance, og jeg aner ikke om han kom til live igen eller ej.
Jeg skriver på en roman med titlen ´Genfærd´, hvor man ikke kan være sikker på, om det er hovedpersonen eller verden der er spøgelsesagtig. Af og til overtrumfer livet alt hvad jeg forsøger at få sagt.
tirsdag den 22. juni 2010
Afsked
Blå sletter nord for byen,
mørke søer i midten.
Her må vi skilles
og gå ud gennem tusind mil
af dødt græs.
Det lys der spredte sig
når du lagde hovedet
ind til min skulder,
spreder sig ikke længere
omkring os.
mørke søer i midten.
Her må vi skilles
og gå ud gennem tusind mil
af dødt græs.
Det lys der spredte sig
når du lagde hovedet
ind til min skulder,
spreder sig ikke længere
omkring os.
tirsdag den 8. juni 2010
Kinesisk biografi
Thu Fu’s smukke datter
Dine peberøjne prikker
deres korn ned i jorden,
og jeg ser sorte træer
vokse op omkring min fod.
Din far skrev sine vers
På hver brosten mellem vore byer.
Du blev født med månen hængende
som en sølvske i din mund.
Jeg læste om klassisk kinesisk poesi at man i tolkningen deraf lægger større vægt på biografiske detaljer end i Europæisk poesi. Grunden er, at digteren selv forventede en sådan tolkning og derfor skrev digtene med en forventning om, at de blev forstået i den kontekst hans liv udgjorde. Således ville mange digte være næsten uforståelige uden et kendskab til skaberens levned. Gad vide hvad Roland Barthes ville sige til det. I ovenstående digt forestiller jeg mig at den talende befinder sig i 700-tallets Kina og er forelsket i en af den store digter Thu Fu's døtre. Jeg ved ikke om nogen af dem var smukke, men digtet er først og fremmest en hyldest til Thu Fu selv, som nogle kalder for "Kina's Shakespeare". Der er måske også visse ligheder imellem dem.
Dine peberøjne prikker
deres korn ned i jorden,
og jeg ser sorte træer
vokse op omkring min fod.
Din far skrev sine vers
På hver brosten mellem vore byer.
Du blev født med månen hængende
som en sølvske i din mund.
Jeg læste om klassisk kinesisk poesi at man i tolkningen deraf lægger større vægt på biografiske detaljer end i Europæisk poesi. Grunden er, at digteren selv forventede en sådan tolkning og derfor skrev digtene med en forventning om, at de blev forstået i den kontekst hans liv udgjorde. Således ville mange digte være næsten uforståelige uden et kendskab til skaberens levned. Gad vide hvad Roland Barthes ville sige til det. I ovenstående digt forestiller jeg mig at den talende befinder sig i 700-tallets Kina og er forelsket i en af den store digter Thu Fu's døtre. Jeg ved ikke om nogen af dem var smukke, men digtet er først og fremmest en hyldest til Thu Fu selv, som nogle kalder for "Kina's Shakespeare". Der er måske også visse ligheder imellem dem.
torsdag den 27. maj 2010
Atlasdage no 551
Stod op klokken 4 i nat fordi Tine troede hun kunne høre nogen i lejligheden. Gik fra rum til rum med paraply i den ene hånd og hammer i den anden. Iført blåstribede natbukser, mave opsvulmet af cola samt briller hvis ene tilbageværende stang kun blev holdt fast af et nusset stykke tape. Ingen indbrudstyve, men masser af gråt morgenlys gennem vinduerne. Stod op igen lidt i 8 og tog på arbejde mens tiden gurglede dagen i sig som bundfaldet i en kaffekop. Kom hjem til et afslag fra forfatterskolen i brevkassen. Lagde mig på sengen og bandede ad loftet. Gik ned og fik klippet håret af. Kom op igen til en kæreste der var bange for at der var sket mig noget. Forestillede mig at jeg var Ezra Pound og forsøgte at skrive et digt:
Landets veje er tomme
og skyer glider over himlen
som flødeskumskager af torden.
På landets gårde planter mænd
forgæves deres fødder i jorden;
stormen der rusker i træet
river alting op med rod.
Det forår der ventede her
er her ikke mere,
men virker kun netop forbi.
Gik ind og lagde drengen i seng. Kom tilbage og læste digtet, og indså at jeg ikke er Ezra Pound. Kæmpede med et selvhad så koldt, at det hvinede i mine plomber. Gik ud og løb en tur. Standsede for at høre noget house/reggae musik nede på gaden. Løb videre da det blev for koldt at stå stille. Mens jeg løb føltes det som om mit selvhad løb lige bag mig på stien. Tænkte på hvem mit selvhad ville være hvis det kunne rummes i en enkelt person. Så mig nervøst over skulderen.
Landets veje er tomme
og skyer glider over himlen
som flødeskumskager af torden.
På landets gårde planter mænd
forgæves deres fødder i jorden;
stormen der rusker i træet
river alting op med rod.
Det forår der ventede her
er her ikke mere,
men virker kun netop forbi.
Gik ind og lagde drengen i seng. Kom tilbage og læste digtet, og indså at jeg ikke er Ezra Pound. Kæmpede med et selvhad så koldt, at det hvinede i mine plomber. Gik ud og løb en tur. Standsede for at høre noget house/reggae musik nede på gaden. Løb videre da det blev for koldt at stå stille. Mens jeg løb føltes det som om mit selvhad løb lige bag mig på stien. Tænkte på hvem mit selvhad ville være hvis det kunne rummes i en enkelt person. Så mig nervøst over skulderen.
lørdag den 15. maj 2010
Descartes
På dit ansigt er sjælen
ikke til at se.
Din pande er et rundet bjerg
som mine tanker ikke formår
at besejre.
Din mund åbner sig
og udsiger
at ingen fugl, intet dyr
nogensinde har tænkt
eller følt som vi.
Himlen trykker sit grå segl ned
på dine dødsensalvorlige ord.
Jeg stirrer på de små, hvide vinger
der et kort øjeblik er fanget
mellem mørkt vand og
det fræsende skær af biler.
universet gir enhver
forskellig slags smerte.
Jeg har negligeret denne stakkels blog for at synke al min skrivetid ind i min mastodontiske roman. Nu vil jeg prøve at gå en smule bodsgang den næste tid. Ovenstående digt er afledt af en diskussion på Facebook og efterfølgende genlæsning af dele af Thomas Nagel og Descartes. Jeg ved kun nogenlunde hvad det vil, og slet ikke om det er noget værd. Men her er det i hvert fald.
ikke til at se.
Din pande er et rundet bjerg
som mine tanker ikke formår
at besejre.
Din mund åbner sig
og udsiger
at ingen fugl, intet dyr
nogensinde har tænkt
eller følt som vi.
Himlen trykker sit grå segl ned
på dine dødsensalvorlige ord.
Jeg stirrer på de små, hvide vinger
der et kort øjeblik er fanget
mellem mørkt vand og
det fræsende skær af biler.
universet gir enhver
forskellig slags smerte.
Jeg har negligeret denne stakkels blog for at synke al min skrivetid ind i min mastodontiske roman. Nu vil jeg prøve at gå en smule bodsgang den næste tid. Ovenstående digt er afledt af en diskussion på Facebook og efterfølgende genlæsning af dele af Thomas Nagel og Descartes. Jeg ved kun nogenlunde hvad det vil, og slet ikke om det er noget værd. Men her er det i hvert fald.
fredag den 26. marts 2010
Derelict
Idag har jeg siddet til ansættelsessamtaler på mit arbejde i lidt over 13 timer. Alt gik fint indtil de sidste to timer, hvor min personlighed begyndte at falde fra hinanden, hvorefter dens enkelte dele begyndte at flyde væk som vraggods fra et forlist skib; koncentrationsevnen, hukommelsen, fagliheden og til sidst også humoren forsvandt fuldstændig fra mit repetoire. Der er mærkeligt at mærke, at man stadig eksisterer efter alt det man forbinder med sit væsen er blevet uraderet. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde den grå, ubestemmelige masse, mit indre liv er reduceret til nu. Måske en slags primalmenneskelig, almen substans befriet fra individuelle træk. Komunismens idealmenneske.
Tilbage er datoer
og hårde facts,
tilbage er et langt
livs kølige gråd.
Din hånd
går gennem barken i
det brudte mørke,
og jeg tvivler på
dine børns triste stemmer
og det manglende stykke
af min egen, kolde sjæl.
Tilbage er datoer
og hårde facts,
tilbage er et langt
livs kølige gråd.
Din hånd
går gennem barken i
det brudte mørke,
og jeg tvivler på
dine børns triste stemmer
og det manglende stykke
af min egen, kolde sjæl.
fredag den 19. februar 2010
words, words, words
Jeg har nu skrevet 45.000 ord på min roman. Ord som der sandsynligvis ikke er nogen der kommer til at læse ud over min kæreste og en håndfuld redaktører rundt omkring. For en uudgiven forfatter er der kun éen helt, der for alvor kan yde trøst og støtte, og det er naturligvis den navnkundige Don Quixote! Man er nødt til at opsøge eventyret, også selvom det ikke eksisterer før man kommer, og efter man er gået. Jeg læste forleden om J.M. Coetzee at han "er som en munk, der er fuldstændig dedikeret til litteraturen. Han hverken ryger eller drikker, og sidder mindst én time hver dag foran sin computer!" Well, at hvis det dér gør Coetzee til en munk, så er jeg motherfucking Dalai Lama!
tirsdag den 16. februar 2010
Højsangen
Hvis der er én del af Bibelen, som et sansende menneske ikke må snyde sig selv for, er det vel Højsangen. Især bør man læse den når foråret står for døren, man kan faktisk blive helt beruset af det. Jeg minder om, at der er tale om en dialog mellem to elskende:
v2 Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
v3 Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane.
v4 Han har ført mig til vinhuset,
på skiltet over mig står: Kærlighed.
v5 Styrk mig med rosinkager,
forfrisk mig med æbler,
for jeg er syg af kærlighed.
Sådan kan digtere jo ikke rigtig få lov at skrive mere nu om dage, eller også formår de det ikke. Men efter min mening er disse vers (og sangen i det hele taget) et udtryk for et fantastisk skrivetalent, som ikke må gå tabt i den religiøse dogmatik, der desværre præger nogle menneskers holdning til Bibelen.
tirsdag den 9. februar 2010
Virginia
Idag konstaterede jeg til min store overraskelse, at det snart er 12 år siden jeg første gang læste "the Waste Land" af T.S. Eliot. Det var i 98, og jeg var 19 år, hvilket føles virkelig mærkeligt. Det er en bog, der gjorde et meget stort indtryk på mig. Så vidt jeg husker læste vi den på andet år af Britisk Litteratur ude på universitetet. Min lærer dengang hed Hanne Carlsen, og hun har haft en stor betydning for, at poesi kom til at betyde så meget i mit liv, som det rent faktisk har gjort. På mange måder var hun en lidt træt, gammel dame, der ikke virkede som om hun var særlig glad for livet er for at undervise. Men tilgengæld var hun virkelig fantastisk til at læse op. Hun er et af de få mennesker, jeg har mødt, der rent faktisk var i stand til at gøre litteraturen bedre og mere meningsfuld ved at læse den op for en. For et par timer siden åbnede jeg min slidte kopi af "Waste Land" for første gang i flere år, og slog op på følgende lille digt:
Virginia
Red river, red river,
Slow flow heat is silence
No will is still as a river
Still. Will heat move
Only through the mocking-bird
Heard once? Still hills
Wait. Gates wait. Purple trees,
White trees, wait, wait,
Delay, decay. Living, living,
Never moving. Ever moving
Iron thoughts came with me
And go with me:
Red river, river, river.
Jeg har altid godt kunne lide det digt. Jeg synes det afslører en fornemmelse for at kombinere rytme og sprogbilleder til en meget stærk effekt som kun få digtere kan opnå. Jeg kunne godt tænke mig, at høre Hanne Carlsen læse det op, jeg tror der er rigtig mange forskellige måder at læse det på.
Grunden til, at bogen åbnede netop dér, var at jeg havde stukket et fotografi ind mellem dets sider. Fotografiet forestiller min farmor som 2 eller 3 år gammel, og hun står og holder sin kinesiske amme i hånden i en baghave i Shanghai by. Min farmor smiler, ammens ansigtsudtryk er uudgrundeligt. Det er et meget stærkt fotografi. Vanen med at stikke udklip og fotografier ind i bøger har jeg arvet fra min farmor over min egen far. På den måde bliver bøger bærere af mere end deres egen fortælling; de bliver også et kort over ens egen livsførelse. Desværre er jeg ikke så god til at notere datoerne ned forrest i dem, som min farmor var. Der er meget i det fotografi, der minder mig om "the Waste Land", og også meget i det, der minder mig om mit eget liv.
Virginia
Red river, red river,
Slow flow heat is silence
No will is still as a river
Still. Will heat move
Only through the mocking-bird
Heard once? Still hills
Wait. Gates wait. Purple trees,
White trees, wait, wait,
Delay, decay. Living, living,
Never moving. Ever moving
Iron thoughts came with me
And go with me:
Red river, river, river.
Jeg har altid godt kunne lide det digt. Jeg synes det afslører en fornemmelse for at kombinere rytme og sprogbilleder til en meget stærk effekt som kun få digtere kan opnå. Jeg kunne godt tænke mig, at høre Hanne Carlsen læse det op, jeg tror der er rigtig mange forskellige måder at læse det på.
Grunden til, at bogen åbnede netop dér, var at jeg havde stukket et fotografi ind mellem dets sider. Fotografiet forestiller min farmor som 2 eller 3 år gammel, og hun står og holder sin kinesiske amme i hånden i en baghave i Shanghai by. Min farmor smiler, ammens ansigtsudtryk er uudgrundeligt. Det er et meget stærkt fotografi. Vanen med at stikke udklip og fotografier ind i bøger har jeg arvet fra min farmor over min egen far. På den måde bliver bøger bærere af mere end deres egen fortælling; de bliver også et kort over ens egen livsførelse. Desværre er jeg ikke så god til at notere datoerne ned forrest i dem, som min farmor var. Der er meget i det fotografi, der minder mig om "the Waste Land", og også meget i det, der minder mig om mit eget liv.
tirsdag den 26. januar 2010
Workin' man's blues
Jeg arbejder omkring 50 timer om ugen: 39 af timerne tilbringer jeg på mit med at tjene mit brød hos Røde Kors, og de sidste 11 går til min passion, som er... (ja, du gættede det, at skrive). Mit nytårsfortsæt var, at skrive en roman før mit næste barn kommer til verden, og da dette sker til juli har jeg intet andet valg end at gå til den for fulde sejl. Jeg har lyst til at beklage mig over arbejdsbyrden, men da jeg selv har valgt at gøre det, har jeg ikke noget at beklage mig over, hvilket er meget frustrerende. Dog skrider projektet fremad: jeg har nået at skrive 28 sider siden 4 Januar (hvor jeg begyndte) og inden måneden er omme, vil jeg være et godt stykke over de tredive. Det har jeg lyst til, at nogen roser mig for, men da ingen har mulighed for at læse hvad jeg har skrevet (og jeg endnu ikke selv har nogen anelse om, hvorvidt det overhovedet er godt) er der ingen der kan gøre det. På den måde kan det være ret frustrerende at være forfatter, specielt når man ikke har fået udgivet noget og derfor ikke engang kan kalde sig forfatter. Oh, well... Once more onto the breach, dear friends!
Verden er træt
af at give os varme.
Vi klynger os til
tidens pjalter.
Ude over kanten
venter intet.
mandag den 18. januar 2010
Bogtræet
Jeg tror, bøger er en organisme, der vokser på skriveborde. Bordet er stammen og bøgerne er blade eller blomster. Ligegyldigt hvor mange bøger jeg sætter tilbage i reolerne bliver mit bord ved med at være overfyldt. Samtidig bliver bøger jo som regel skrevet ved skriveborde, så metaforen fungerer på hele to måder.
Jeg var engang inde og se Bertolt Brechts lejlighed i Berlin. Hans kontor var et meget stort rum og han havde fundet på den geniale idé at have fem eller seks forskellige skriveborde - et til hvert af de projekter han for tiden gik og arbejdede på. Det ville jeg også gerne have, men hvis for at få råd til en lejlighed, der var stor nok til det ville jeg nok være nødt til at flytte til et område hvor huslejen var lidt lavere - f.eks. Mogadishu.
Og solen går ned
De lange hvide linjer
af våde birketræer
vi så på under solen
er der ikke mere.
Efter tre år kan jeg se
at den der gik gennem
dette græs foran mig
også er blevet væk.
Det seje græs er her,
søen og kirken ligner hinanden.
Men selvom jeg husker
din mund, husker jeg ikke
længere dens berøring.
Hvad jeg derimod føler,
kan jeg ikke længere sige,
kun pege på;
solen går simpelthen ned.
Det jeg forestiller mig har en smule værdi i dette digt, er den måde sidste linje lukker sløjfen fra første vers på: solen er der, og mindet er der - solen går ned, digtet slutter. Samtidig er tematikken og billedverdenen konsistent gennem alle fire vers, hvilket forhåbentlig afslører at forfatteren er en øvet amatør (og således højt hævet over de fuldstændige amatører ;-). Jeg overvejede længe om det skulle være komma eller semi-kolon i næstsidste linje. Jeg er indtil videre endt med semi-kolon; jeg vil gerne gøre det tydeligt at sidste linje er "pegningen", men så heller ikke alt for tydeligt. Det er længe siden jeg har skrevet digte med nogen særlig frekvens, og jeg indrømmer gerne, at jeg føler mig rusten. Digte er en muskel, man er nødt til at holde i træning.
Digtets svaghed er vel, at billedet og ideen samt hele sprogtonen minder om noget man har set 1000 gange før (og tilmed mest i 1800-tallet). Det er simpelthen ikke sprogligt nyskabende i det allermindste. Jeg føler måske personligt, at der har været alt for meget fokus på sproget i de senere år, i en grad så mange digte er reduceret til en febrilsk, rablende søgen efter nye ord og konstellationer (på bekostning af struktur, fokus, ideer og indlevelse). Dermed ikke sagt, at digtere ikke skal forsøge at byde på noget nyt og friskt i den sammenhæng, og jeg vedkender mig svagheden her.
Jeg var engang inde og se Bertolt Brechts lejlighed i Berlin. Hans kontor var et meget stort rum og han havde fundet på den geniale idé at have fem eller seks forskellige skriveborde - et til hvert af de projekter han for tiden gik og arbejdede på. Det ville jeg også gerne have, men hvis for at få råd til en lejlighed, der var stor nok til det ville jeg nok være nødt til at flytte til et område hvor huslejen var lidt lavere - f.eks. Mogadishu.
Og solen går ned
De lange hvide linjer
af våde birketræer
vi så på under solen
er der ikke mere.
Efter tre år kan jeg se
at den der gik gennem
dette græs foran mig
også er blevet væk.
Det seje græs er her,
søen og kirken ligner hinanden.
Men selvom jeg husker
din mund, husker jeg ikke
længere dens berøring.
Hvad jeg derimod føler,
kan jeg ikke længere sige,
kun pege på;
solen går simpelthen ned.
Det jeg forestiller mig har en smule værdi i dette digt, er den måde sidste linje lukker sløjfen fra første vers på: solen er der, og mindet er der - solen går ned, digtet slutter. Samtidig er tematikken og billedverdenen konsistent gennem alle fire vers, hvilket forhåbentlig afslører at forfatteren er en øvet amatør (og således højt hævet over de fuldstændige amatører ;-). Jeg overvejede længe om det skulle være komma eller semi-kolon i næstsidste linje. Jeg er indtil videre endt med semi-kolon; jeg vil gerne gøre det tydeligt at sidste linje er "pegningen", men så heller ikke alt for tydeligt. Det er længe siden jeg har skrevet digte med nogen særlig frekvens, og jeg indrømmer gerne, at jeg føler mig rusten. Digte er en muskel, man er nødt til at holde i træning.
Digtets svaghed er vel, at billedet og ideen samt hele sprogtonen minder om noget man har set 1000 gange før (og tilmed mest i 1800-tallet). Det er simpelthen ikke sprogligt nyskabende i det allermindste. Jeg føler måske personligt, at der har været alt for meget fokus på sproget i de senere år, i en grad så mange digte er reduceret til en febrilsk, rablende søgen efter nye ord og konstellationer (på bekostning af struktur, fokus, ideer og indlevelse). Dermed ikke sagt, at digtere ikke skal forsøge at byde på noget nyt og friskt i den sammenhæng, og jeg vedkender mig svagheden her.
torsdag den 14. januar 2010
Tilbagefald
Jeg plejede at skrive digte som det, der er at finde for neden. Nu gør jeg det åbenbart igen. Inspirationen fra kinesisk poesi er ret tydelig i det her. Og jeg ved godt det er håbløst langt fra nogensinde at blive moderne.
Min elskede sad ved bordet
fortabt bag sine egne øjne,
hendes tætte bryn lignede
sort frost på en mark.
Af og til så jeg hendes tårer
falde ned i hændernes skål.
Jeg ved ikke hvorfor
eller for hvem hun var bedrøvet.
Min elskede sad ved bordet
fortabt bag sine egne øjne,
hendes tætte bryn lignede
sort frost på en mark.
Af og til så jeg hendes tårer
falde ned i hændernes skål.
Jeg ved ikke hvorfor
eller for hvem hun var bedrøvet.
søndag den 10. januar 2010
Til et barn
Sneen kvækker som gæs
under vores såler, Januar
er den glubske orm
i årets unge kadaver.
Vi, som livet knuser,
kommer glade hjem til dig.
Man frøs stjernerne ned
så vi kan se dig, når du sover.
under vores såler, Januar
er den glubske orm
i årets unge kadaver.
Vi, som livet knuser,
kommer glade hjem til dig.
Man frøs stjernerne ned
så vi kan se dig, når du sover.
torsdag den 7. januar 2010
Them lowdown blues
I anfald af melankoli griber jeg ofte til Sherlock Holmes: når livet virker som en labyrint af modsigelser, er der intet som kold, victoriansk logik til at se hver brik på plads i puslespillet og få det hele til at give mening. Hvis jeg kunne vælge en livsstilscoach fra hele menneskehedens historie ville det enten blive ham eller Sokrates. Mit mål er ikke at ændre min indstilling til det liv jeg lever, jeg vil bare vide hvad sandheden er.
søndag den 3. januar 2010
Li Bai
Jeg kan godt lide kinesisk guldalder poesi, her er et lille vers af Li Bai, som jeg har oversat fra engelsk:
Jeg underholder mig selv
Med ansigtet nede i vinen
ser jeg ikke tusmørket komme,
faldende blomster har fyldt
folderne i mit tøj.
I fuldskab rejser jeg mig
og går frem mod månen i bækken.
Fuglene er fjerne,
menneskene også få.
Jeg underholder mig selv
Med ansigtet nede i vinen
ser jeg ikke tusmørket komme,
faldende blomster har fyldt
folderne i mit tøj.
I fuldskab rejser jeg mig
og går frem mod månen i bækken.
Fuglene er fjerne,
menneskene også få.
Sonet
For et par år siden skrev jeg følgende sonet. Hvis man har læst et par af de andre indlæg på denne side, vil man genkende billedet af Isabella og det afhuggede hoved i krukken fra Boccacio's Dekameron. Det var en overraskelse for mig, da jeg for nylig læste digtet igen, og forstod at dét billede allerede havde figureret i mit hoved dengang.
Sommer'net
I et rum hvor Matine har siddet
lægger jeg mit hovede fra mig
i en velvoksen basilikumplante,
hvis arme graver i mit øres dyb.
Jeg ånder ind gennem muren
til duggen klæber på tapetet,
der skræller af og afslører
hendes lilla, efterladte skygge,
der stadig bøjer hovedet mod sin hånd.
Jeg går tabt her, mit blod har farvet sengen,
hvor alting forsvinder i svimmelhed og kvalme.
Bleg træder hun ned fra mine sort-hvide fotografier;
krydser mine hænder ved sine brysters rod
og binder rimets sandal om sin nøgne fod.
Sommer'net er vel kun en halv sonet og dermed en 'net. Det kan måske forvirre at det er bygget op efter engelsk sonet-struktur (der er simpel med tre firelinjers vers efterfulgt en couplet med enderim) snarere end den italienske, der vist er den mest almindelige på dansk.
Den er inspireret af en sonet af Keats ("If by dull rhymes our english must be chained"), der på den ene side beklager restriktionerne der ligger i en fast struktur (disse "dull rhymes"), men på til sidst accepterer nødvendigheden af en struktur der er som "en sandal man binder om musens fod". Dette er så min sandal til min muse. Det tabte hovede skylder jeg et andet digt ("Isabella and the pot of Basil), hvor en ung kvinde gemmer sin elskers hovede i en potteplante efter at hendes far og brødre har myrdet ham. Mit digt står et sted mellem disse to i et forsøg på at balancere mellem lys og skygge.
Sommer'net
I et rum hvor Matine har siddet
lægger jeg mit hovede fra mig
i en velvoksen basilikumplante,
hvis arme graver i mit øres dyb.
Jeg ånder ind gennem muren
til duggen klæber på tapetet,
der skræller af og afslører
hendes lilla, efterladte skygge,
der stadig bøjer hovedet mod sin hånd.
Jeg går tabt her, mit blod har farvet sengen,
hvor alting forsvinder i svimmelhed og kvalme.
Bleg træder hun ned fra mine sort-hvide fotografier;
krydser mine hænder ved sine brysters rod
og binder rimets sandal om sin nøgne fod.
Sommer'net er vel kun en halv sonet og dermed en 'net. Det kan måske forvirre at det er bygget op efter engelsk sonet-struktur (der er simpel med tre firelinjers vers efterfulgt en couplet med enderim) snarere end den italienske, der vist er den mest almindelige på dansk.
Den er inspireret af en sonet af Keats ("If by dull rhymes our english must be chained"), der på den ene side beklager restriktionerne der ligger i en fast struktur (disse "dull rhymes"), men på til sidst accepterer nødvendigheden af en struktur der er som "en sandal man binder om musens fod". Dette er så min sandal til min muse. Det tabte hovede skylder jeg et andet digt ("Isabella and the pot of Basil), hvor en ung kvinde gemmer sin elskers hovede i en potteplante efter at hendes far og brødre har myrdet ham. Mit digt står et sted mellem disse to i et forsøg på at balancere mellem lys og skygge.
Debat og Dialektik
Den moderne debatkultur er harsk og rå. -Om det så drejer sig om den officielle politiske debat eller understrømmen af kommentatorer og blogs på nettet. Jeg deltager selv i den for tid til anden, og det gør mig trist at se hvor hurtigt en samtale degenererer til skænderi og latterliggørelse - og hvor ofte det sker. Jeg savner den mulighed, at man kan være uenige uden at blive uvenner. De få ting jeg ved, har jeg dels lært fra bøger, dels fra samtaler gennem tiden med folk, der er mere vidende end mig. Jeg oplever at debat på internettet alt for sjældent gør mig klogere. Der er ingen tvivl om at www er en fantastisk resurse, hvor en verden af viden er tilgænglig for den enkelte ved et par klik med musen. Men i debatten er aggression og tilsvining normen, og det gør mig af og til både træt og ked af det. Når jeg har det sådan, kan jeg godt finde på at læse i Platons dialoger, som jeg har stående på mit skrivebord. Det er jo egentlig et værk, som enhver burde kende til.
Dekameron
I det helt små er det hendøende digte.dk vel en del af Danmarks literære arv, og har spillet en rolle i kulturen lidt på samme måde som de literære tidskrifter gjorde det i hedengangne dage. Faktisk ville jeg egentlig tro at fremtiden for den smalle litteratur i et lille sprogområde som vores ligger på internettet - men åbenbart i en anden form end her. Ikke desto mindre er internettet fantastisk for den litterært hungrende eller ambitiøse, se f.eks. dette site:
www.brown.edu/Research/Decameron/
Jeg læste selv Dekameron en gang jeg var i Firenze mens jeg havde sommerferie fra gymnasiet. Det føles som om det var tusind år siden.
Her er Keats' gendigtning af en historie fra Dekameron - jeg har selv brugt samme forlæg for en lille novelle for nylig. Historien ligger nedenfor her på bloggen og bærer titlen "Isabella".
http://www.john-keats.com/gedichte/isabella.htm
...og et maleri til illustration af historien - for tiden har jeg det som baggrundsbillede på min computer!
http://en.wikipedia.org/wiki/Isabella_and_the_Pot_of_Basil
www.brown.edu/Research/Decameron/
Jeg læste selv Dekameron en gang jeg var i Firenze mens jeg havde sommerferie fra gymnasiet. Det føles som om det var tusind år siden.
Her er Keats' gendigtning af en historie fra Dekameron - jeg har selv brugt samme forlæg for en lille novelle for nylig. Historien ligger nedenfor her på bloggen og bærer titlen "Isabella".
http://www.john-keats.com/gedichte/isabella.htm
...og et maleri til illustration af historien - for tiden har jeg det som baggrundsbillede på min computer!
http://en.wikipedia.org/wiki/Isabella_and_the_Pot_of_Basil
Isabella eller hovedet i krukken
’Twas Love – cold, dead indeed, but not dethroned.
(John Keats, Isabella)
Jeg lever i en italiensk legende, mit afhuggede hoved er skjult i en revnet potteskjuler fyldt med jord. Smagen af jord og duften af jord fylder mine sanser og dæmper den dumpe smerte fra mine mishandlede halshvirvler. Gennem en sprække i potten kan jeg følge begivenhederne i det kammer, jeg er gemt i. En velduftende basilikumsplante skjuler mig så sikkert som noget slør. Tjenestepigerne kommer og går, ofte sidder de og sladrer om de seneste nyheder inde fra byen. Den kønneste af dem har en affære med husherrens ældste søn, den frodigste med husherren selv. Resten må nøjes med at skændes indbyrdes om kokken og hans medhjælpere. Fra min sprække kan jeg se hvordan de retter på deres kjoler og gør sig til foran herskabets spejle. Af og til arbejder de også; støver af, retter duge og sætter friske blomster i vinduernes vaser.
Om aftenen er jeg ofte vidne til, at husets høje herre diskuterer forretninger med sine ligemænd. Cigarrøgen danner tykke guirlander under loftet, og deres latter runger mod de hvidkalkede vægge. Vinglas knuses mod pejsens sten og nye, fyldte glas bliver båret ind af en frygtsom tjenerinde. Her kan hun aldrig vide sig sikker; grove hænder rækker ud efter hendes krop hvor end hun vender sig hen. I et andet liv kunne jeg have taget hende i mine arme, og båret hende ud af deres fuldskabs klør. Nu har jeg ingen arme og må tåle syntet af husherrens tre moderiske sønner der råber af pigen og ler. Når de er alene diskuterer herskabet hvordan man bedst kan presse flere penge ud af egnens bønder og handlende. Kreativiteten vil ingen ende tage; nu foreslås en skat for at krydse de gamle broer, nu vil man kræve særlige tilladelser for at lade dem sælge deres varer på byens lille torv. Dagen glider over i natten, men vinen tillader dem ikke at veksle deres ophidselse til søvn.
Husets pryd, den smukke Isabella, har hår som en foldet blomst. Hendes øjne er grå og sørgmodige, selv hendes øjenlåg er grå når hun søger glemslen i søvnens favn. Dér når verden er mørk og huset endelig er faldet til ro kan jeg sende mine følehorn af duft henover det sovende herskab, og forbi kamrene hvor tjenestefolkene to og to forsøger at ryste vinterens kulde af under deres dyner. Også jeg rækker ud efter varme og liv, på trods af den skarpe smerte i min gennemskårne hals; duften af basilikum fylder Isabels blege næsefløje, de velduftende blade stryger hendes bløde hud. Jeg kan mærke at hun sukker i søvne, jeg kan høre at hun stadig hvisker mit navn. Ingen af husets store synder når frem til hendes leje, kun den lille synd at min sårede sjæl blander sig med hendes sjæl uden en præsts velsignelse. Jeg kan ikke tage min ægteseng i besiddelse. Jeg har ikke noget hjerte, men alligevel elsker jeg Isabella! Min kærlighed er stærkere end den, der er bundet i kødet. På grund af kærligheden og ved dens bud vover vi begge at trodse selv døden og dens morderiske knive.
Jeg kan huske at jeg engang forlod dette hus i levende live. Jeg kan huske at duggen hang i det lange græs, og hvordan den kølige morgen fyldte mine næsebor med duften af liv og land. Over mig hvælvede den mørke bygning sig op; natten havde knust tre ruder i sin afsindige fuldskab. Men Isabels vindue reflekterede solen ubrudt og med en jomfrus uskyld. Lyden af hestehove fik hende til at trække gardinerne tilbage og åbne op for den velduftende dag. Et enkelt blik var nok til at bekræfte den kærlighed der hjemsøgte min herskerinde både i søvne og vågen tilstand. Vi måtte lade det blive derved; hendes brødre kom i sadlen på hver side af mig. Hun vinkede – til dem! Og kaldte deres navne til afsked. De vinkede tilbage og smilede falsk, først nu forstår jeg falskheden i deres smil! Selv var jeg blot en simpel tjener. Jæger og sekretær i mine herrerers sold, og bundet til deres vilje. Min hest slog med halen og prustede vredt. Vi havde travlt, hvis vi skulle nå vort mål inden middagsheden satte ind, jeg vovede ikke at se mig tilbage en eneste gang. Det smerter mig bitterligt at jeg ikke vendte mig for at se længslen i hendes øjne!
Det var en aften nogle uger forinden at jeg første gang mærkede Isabellas blik på mit ansigt. Jeg stod ved min herres stol og lyttede til hans instruktioner for morgendagens jagt. Da min herre ikke var vidende om vilde væsener og derres gemmesteder, var det mest en opremsning af de byttedyr, han ønskede at føre med sig hjem. Jeg lyttede til hans ord med et udtryksløst ansigt, af og til nikkede jeg, for at vise at jeg forstod. Frøken Isabella sad med et halvfærdig broderi i sine ubevægelige hænder. Der gik nogen tid før jeg bemærkede at hendes blik hele tiden søgte mig. Hendes brødre og deres venner var travlt optagede af deres planer, og af at æde og drikke. De ofrede hende ikke den mindste opmærksomhed. Jeg bemærkede derimod det fastlåste, drømmende udtryk i hendes øjne. Jeg så at hendes barm hævede og sænkede sig skiftevis hurtigt og langsomt, og da jeg fik lejlighed til at fange hendes blik, bemærkede jeg den dybe rødmen, der bredte sig ud over hendes kinder. Således genkendte jeg alle de tegn på kærlighed som de vise har talt om, og skrevet ned i deres bøger, og i dagene der kom, så jeg flere dertil. Jeg kan ikke påstå at mit eget åsyn udviste de samme tegn. Snarere så jeg muligheder: Min far endte sine dage som fordrukken tjener i en anden mands hus, min farfar var af højere byrd.
Jeg husker den nat hvor jeg hørte Isabellas skælvende hånd berøre min dør. Hun havde næppe haft mod til at åbne den, hvis jeg ikke var sprunget til. Jeg husker at hun forsøgte at sige et eller andet, men hendes stemme døde på vej ud af hendes hals. I stedet pressede jeg mine læber mod hendes, og spredte hendes gyldne hår ud over puderne i min seng. Skønhed, føjelighed og blomstrende kærlighed, -burde dette ikke være nok til at vække hjertet til live i enhver? Dog husker jeg, at jeg ikke lige nøjagtig elskede hende. Jeg elskede med hende, jeg begærede hendes blege, runde krop der prydede lagnerne i min seng. Naturligvis var jeg klar til at tage hende til hustru; jeg var trods alt en mand af ære. Men kærlighed? Jeg ved ikke helt nøjagtig hvad kærlighed er, eller jeg vidste det ikke. Sommerdagene gik, hver nat kom den smukke Isabella til mit kammer. Vi gjorde os ikke store nok anstrengelser for at skjule vores begær. Heden var nok til at gøre enhver ligevægtig mand ude af sig selv af vanvid.
Midt på dagen nåede hendes brødre og jeg til en kølig lysning midt i skoven. Den stikkende middagssol stod ned i skarpe stråler, og jeg fandt det ikke mistænkeligt at mine herrer beodrede holdt. Jeg tog de lerkrus, som de rakte mig, med ned til bækken. Jeg kan stadig mærke det svale vand løbe over mine hænder. Vistnok faldt jeg i staver, mens jeg tænkte på de seneste nætters fryd. Min Isabella gav mig glæder som ingen mand eller kvinde, det være sig nok så erfaren, havde formået at give mig før. Og dog forekom hun mig fuldstændig uskyldig! Hver morgen når hun trådte hvidklædt ind i salonen kunne ingen, end ikke jeg, tænke andet end at de stod foran den reneste jomfru. Disse tanker gik gennem midt hoved, mens jeg vaskede min hænder i bækken. Jeg mærkede ikke hvilken retning kniven gik ind i mig fra. Pludselig dryppede der rødt blod ned i vandet fra mine hænder. Jeg husker de dumpe slag af knive ind mod min krop, jeg husker ikke at have følt nogen smerte.
Herefter burde min histories sidste punktum vel have været sat. Jeg ved ikke om jeg forventede himmel eller helvede, jeg mærkede det blot, som sank jeg dybt ned i en moses forplumrede vand. For min bevidsthed udspilledes scener fra Skærsilden og Helvede. Jeg så ind i Dantes sure fjæs og mærkede en bidende storm skære sig gennem mine fjer. Et sted mente jeg at kunne høre en djævels raspende hosten. Men dette var Italien i religionens milde år! Var det ikke muligt at jeg kunne købe mig til aflad? Min martrede sjæl svævede over Isabellas seng. Her længtes den pige, som jeg selv havde ført ud i synden stadig efter min kærlighed. Jeg ved ikke hvilke løgne hendes brødre havde fortalt hende, men jeg hørte hvordan hun hviskede mit navn og længtes efter min genkomst. Ofte stod hun ved vinduet i timevis og så ud mod det sted, hvor vejen kom ud gennem skoven. Det var helt tydeligt, at hun troede jeg stadig var i live. Jeg så også at hun elskede mig og var trofast, og jeg forbandede min skæbne og hendes morderiske brødre!
Dagene gik, og hun begyndte at forbande mig for mit langvarige fravær. At den stakkels pige måske ville komme til at hade mig forekom mig værre end selv min blodige død! Til sidst kunne jeg ikke bære det mere, forblændet som jeg var af melidenhed, lod jeg mig en aften glide ind i hendes drømme. Her fortalte jeg hende sandheden om vores kærligheds sørgmodige endeligt og hendes brødres dystre forbrydelse. Herefter beredte jeg mig på at glide ind i glemselen, for sandheden er det middel, der gør ethvert spøgelse overflødigt. Mine synder gjorde, at ingen gud ville tage mig i sin favn, men min uretfærdige skæbne betød, at heller ikke straf og pinsler i helvede var mig beskåret. Jeg forberedte mig derfor på den lange søvn indtil dommedag, før endnu en kniv et par dage senere vækkede mig af glemselen. Heller ikke denne gang var der smerte, for jeg var jo allerede død. Men jeg må indrømme, at jeg blev grebet af forundring.
Min skønne Isabella havde fundet mit lig, hvor det var skjult i skovens dyb. Jeg mærkede hendes tårer på mit blege ansigt. Pludselig kunne jeg høre hendes klageskrig i mine ører, og mærke hendes hænder glide over mit bryst. Jeg syntes næsten jeg kunne se hende, men det var med en død mands brustne blik. Jeg kunne ikke bevæge mig eller tage hende i mine arme, i stedet mærkede jeg, hvordan en kniv gled igennem min hals. Det var klart for mig hvad der skete; Isabella kunne umuligt transpotere og skjule hele min krop, i stedet ville hun nøjes med at tage mit hoved! Før hun var færdig, var hendes hvide hænder plettede af blod. Pludselig kunne jeg mærke den skarpe smerte fra såret, men jeg var død og kunne ikke skrige! Isabella skjulte mig i sit tørklæde og bar mig hjem igen, hun dækkede min pande og læber med tusinde kys.
Langt om længe kunne jeg mærke, at kærligheden er stærkere end døden. Isabellas skønhed var ikke længere noget fysisk jeg kunne besidde, hendes rigdom kunne ikke længere gøre mig nogen gavn! I stedet kunne jeg mærke noget blomstre nede i dybet af min sjæl, og jeg forstod at Isabella og jeg for evigt ville være forenede i den kærlighed der på den ene side leder mennesket vild, men som også er dens redning. Jeg ved, at hvad Gud har forenet skal ingen mennesker adskille, men havde Gud forenet Isabella med mig? Jeg tror, det var Guds mening at bringe os sammen gennem den trolddom, der er en kvindes pludselige kærlighed men at mit hjertes tøven bragte planen ud af kurs.
Derfor sender jeg mine snore af duft ud gennem mørket til Isabellas leje, og derfor står hun op midt om natten og bærer krukken til sin seng. Planten, der blomstrer rigere end nogen anden basilikum, er vores forenings skjulte symbol. Jeg ser hendes blege krop gennem en tynd natkjoles hvide stof, og mit begær er dybt og åndligt! Aldrig skal vi favne hinanden i livet, men et sted ude i mørket venter dommens dag, hvor vi skal smedes sammen for stedse. Jeg ved det lige så sikkert som at årene går, og at kødet langsomt rådner bort fra mine mishandlede knogler i krukkens skjul.
(John Keats, Isabella)
Jeg lever i en italiensk legende, mit afhuggede hoved er skjult i en revnet potteskjuler fyldt med jord. Smagen af jord og duften af jord fylder mine sanser og dæmper den dumpe smerte fra mine mishandlede halshvirvler. Gennem en sprække i potten kan jeg følge begivenhederne i det kammer, jeg er gemt i. En velduftende basilikumsplante skjuler mig så sikkert som noget slør. Tjenestepigerne kommer og går, ofte sidder de og sladrer om de seneste nyheder inde fra byen. Den kønneste af dem har en affære med husherrens ældste søn, den frodigste med husherren selv. Resten må nøjes med at skændes indbyrdes om kokken og hans medhjælpere. Fra min sprække kan jeg se hvordan de retter på deres kjoler og gør sig til foran herskabets spejle. Af og til arbejder de også; støver af, retter duge og sætter friske blomster i vinduernes vaser.
Om aftenen er jeg ofte vidne til, at husets høje herre diskuterer forretninger med sine ligemænd. Cigarrøgen danner tykke guirlander under loftet, og deres latter runger mod de hvidkalkede vægge. Vinglas knuses mod pejsens sten og nye, fyldte glas bliver båret ind af en frygtsom tjenerinde. Her kan hun aldrig vide sig sikker; grove hænder rækker ud efter hendes krop hvor end hun vender sig hen. I et andet liv kunne jeg have taget hende i mine arme, og båret hende ud af deres fuldskabs klør. Nu har jeg ingen arme og må tåle syntet af husherrens tre moderiske sønner der råber af pigen og ler. Når de er alene diskuterer herskabet hvordan man bedst kan presse flere penge ud af egnens bønder og handlende. Kreativiteten vil ingen ende tage; nu foreslås en skat for at krydse de gamle broer, nu vil man kræve særlige tilladelser for at lade dem sælge deres varer på byens lille torv. Dagen glider over i natten, men vinen tillader dem ikke at veksle deres ophidselse til søvn.
Husets pryd, den smukke Isabella, har hår som en foldet blomst. Hendes øjne er grå og sørgmodige, selv hendes øjenlåg er grå når hun søger glemslen i søvnens favn. Dér når verden er mørk og huset endelig er faldet til ro kan jeg sende mine følehorn af duft henover det sovende herskab, og forbi kamrene hvor tjenestefolkene to og to forsøger at ryste vinterens kulde af under deres dyner. Også jeg rækker ud efter varme og liv, på trods af den skarpe smerte i min gennemskårne hals; duften af basilikum fylder Isabels blege næsefløje, de velduftende blade stryger hendes bløde hud. Jeg kan mærke at hun sukker i søvne, jeg kan høre at hun stadig hvisker mit navn. Ingen af husets store synder når frem til hendes leje, kun den lille synd at min sårede sjæl blander sig med hendes sjæl uden en præsts velsignelse. Jeg kan ikke tage min ægteseng i besiddelse. Jeg har ikke noget hjerte, men alligevel elsker jeg Isabella! Min kærlighed er stærkere end den, der er bundet i kødet. På grund af kærligheden og ved dens bud vover vi begge at trodse selv døden og dens morderiske knive.
Jeg kan huske at jeg engang forlod dette hus i levende live. Jeg kan huske at duggen hang i det lange græs, og hvordan den kølige morgen fyldte mine næsebor med duften af liv og land. Over mig hvælvede den mørke bygning sig op; natten havde knust tre ruder i sin afsindige fuldskab. Men Isabels vindue reflekterede solen ubrudt og med en jomfrus uskyld. Lyden af hestehove fik hende til at trække gardinerne tilbage og åbne op for den velduftende dag. Et enkelt blik var nok til at bekræfte den kærlighed der hjemsøgte min herskerinde både i søvne og vågen tilstand. Vi måtte lade det blive derved; hendes brødre kom i sadlen på hver side af mig. Hun vinkede – til dem! Og kaldte deres navne til afsked. De vinkede tilbage og smilede falsk, først nu forstår jeg falskheden i deres smil! Selv var jeg blot en simpel tjener. Jæger og sekretær i mine herrerers sold, og bundet til deres vilje. Min hest slog med halen og prustede vredt. Vi havde travlt, hvis vi skulle nå vort mål inden middagsheden satte ind, jeg vovede ikke at se mig tilbage en eneste gang. Det smerter mig bitterligt at jeg ikke vendte mig for at se længslen i hendes øjne!
Det var en aften nogle uger forinden at jeg første gang mærkede Isabellas blik på mit ansigt. Jeg stod ved min herres stol og lyttede til hans instruktioner for morgendagens jagt. Da min herre ikke var vidende om vilde væsener og derres gemmesteder, var det mest en opremsning af de byttedyr, han ønskede at føre med sig hjem. Jeg lyttede til hans ord med et udtryksløst ansigt, af og til nikkede jeg, for at vise at jeg forstod. Frøken Isabella sad med et halvfærdig broderi i sine ubevægelige hænder. Der gik nogen tid før jeg bemærkede at hendes blik hele tiden søgte mig. Hendes brødre og deres venner var travlt optagede af deres planer, og af at æde og drikke. De ofrede hende ikke den mindste opmærksomhed. Jeg bemærkede derimod det fastlåste, drømmende udtryk i hendes øjne. Jeg så at hendes barm hævede og sænkede sig skiftevis hurtigt og langsomt, og da jeg fik lejlighed til at fange hendes blik, bemærkede jeg den dybe rødmen, der bredte sig ud over hendes kinder. Således genkendte jeg alle de tegn på kærlighed som de vise har talt om, og skrevet ned i deres bøger, og i dagene der kom, så jeg flere dertil. Jeg kan ikke påstå at mit eget åsyn udviste de samme tegn. Snarere så jeg muligheder: Min far endte sine dage som fordrukken tjener i en anden mands hus, min farfar var af højere byrd.
Jeg husker den nat hvor jeg hørte Isabellas skælvende hånd berøre min dør. Hun havde næppe haft mod til at åbne den, hvis jeg ikke var sprunget til. Jeg husker at hun forsøgte at sige et eller andet, men hendes stemme døde på vej ud af hendes hals. I stedet pressede jeg mine læber mod hendes, og spredte hendes gyldne hår ud over puderne i min seng. Skønhed, føjelighed og blomstrende kærlighed, -burde dette ikke være nok til at vække hjertet til live i enhver? Dog husker jeg, at jeg ikke lige nøjagtig elskede hende. Jeg elskede med hende, jeg begærede hendes blege, runde krop der prydede lagnerne i min seng. Naturligvis var jeg klar til at tage hende til hustru; jeg var trods alt en mand af ære. Men kærlighed? Jeg ved ikke helt nøjagtig hvad kærlighed er, eller jeg vidste det ikke. Sommerdagene gik, hver nat kom den smukke Isabella til mit kammer. Vi gjorde os ikke store nok anstrengelser for at skjule vores begær. Heden var nok til at gøre enhver ligevægtig mand ude af sig selv af vanvid.
Midt på dagen nåede hendes brødre og jeg til en kølig lysning midt i skoven. Den stikkende middagssol stod ned i skarpe stråler, og jeg fandt det ikke mistænkeligt at mine herrer beodrede holdt. Jeg tog de lerkrus, som de rakte mig, med ned til bækken. Jeg kan stadig mærke det svale vand løbe over mine hænder. Vistnok faldt jeg i staver, mens jeg tænkte på de seneste nætters fryd. Min Isabella gav mig glæder som ingen mand eller kvinde, det være sig nok så erfaren, havde formået at give mig før. Og dog forekom hun mig fuldstændig uskyldig! Hver morgen når hun trådte hvidklædt ind i salonen kunne ingen, end ikke jeg, tænke andet end at de stod foran den reneste jomfru. Disse tanker gik gennem midt hoved, mens jeg vaskede min hænder i bækken. Jeg mærkede ikke hvilken retning kniven gik ind i mig fra. Pludselig dryppede der rødt blod ned i vandet fra mine hænder. Jeg husker de dumpe slag af knive ind mod min krop, jeg husker ikke at have følt nogen smerte.
Herefter burde min histories sidste punktum vel have været sat. Jeg ved ikke om jeg forventede himmel eller helvede, jeg mærkede det blot, som sank jeg dybt ned i en moses forplumrede vand. For min bevidsthed udspilledes scener fra Skærsilden og Helvede. Jeg så ind i Dantes sure fjæs og mærkede en bidende storm skære sig gennem mine fjer. Et sted mente jeg at kunne høre en djævels raspende hosten. Men dette var Italien i religionens milde år! Var det ikke muligt at jeg kunne købe mig til aflad? Min martrede sjæl svævede over Isabellas seng. Her længtes den pige, som jeg selv havde ført ud i synden stadig efter min kærlighed. Jeg ved ikke hvilke løgne hendes brødre havde fortalt hende, men jeg hørte hvordan hun hviskede mit navn og længtes efter min genkomst. Ofte stod hun ved vinduet i timevis og så ud mod det sted, hvor vejen kom ud gennem skoven. Det var helt tydeligt, at hun troede jeg stadig var i live. Jeg så også at hun elskede mig og var trofast, og jeg forbandede min skæbne og hendes morderiske brødre!
Dagene gik, og hun begyndte at forbande mig for mit langvarige fravær. At den stakkels pige måske ville komme til at hade mig forekom mig værre end selv min blodige død! Til sidst kunne jeg ikke bære det mere, forblændet som jeg var af melidenhed, lod jeg mig en aften glide ind i hendes drømme. Her fortalte jeg hende sandheden om vores kærligheds sørgmodige endeligt og hendes brødres dystre forbrydelse. Herefter beredte jeg mig på at glide ind i glemselen, for sandheden er det middel, der gør ethvert spøgelse overflødigt. Mine synder gjorde, at ingen gud ville tage mig i sin favn, men min uretfærdige skæbne betød, at heller ikke straf og pinsler i helvede var mig beskåret. Jeg forberedte mig derfor på den lange søvn indtil dommedag, før endnu en kniv et par dage senere vækkede mig af glemselen. Heller ikke denne gang var der smerte, for jeg var jo allerede død. Men jeg må indrømme, at jeg blev grebet af forundring.
Min skønne Isabella havde fundet mit lig, hvor det var skjult i skovens dyb. Jeg mærkede hendes tårer på mit blege ansigt. Pludselig kunne jeg høre hendes klageskrig i mine ører, og mærke hendes hænder glide over mit bryst. Jeg syntes næsten jeg kunne se hende, men det var med en død mands brustne blik. Jeg kunne ikke bevæge mig eller tage hende i mine arme, i stedet mærkede jeg, hvordan en kniv gled igennem min hals. Det var klart for mig hvad der skete; Isabella kunne umuligt transpotere og skjule hele min krop, i stedet ville hun nøjes med at tage mit hoved! Før hun var færdig, var hendes hvide hænder plettede af blod. Pludselig kunne jeg mærke den skarpe smerte fra såret, men jeg var død og kunne ikke skrige! Isabella skjulte mig i sit tørklæde og bar mig hjem igen, hun dækkede min pande og læber med tusinde kys.
Langt om længe kunne jeg mærke, at kærligheden er stærkere end døden. Isabellas skønhed var ikke længere noget fysisk jeg kunne besidde, hendes rigdom kunne ikke længere gøre mig nogen gavn! I stedet kunne jeg mærke noget blomstre nede i dybet af min sjæl, og jeg forstod at Isabella og jeg for evigt ville være forenede i den kærlighed der på den ene side leder mennesket vild, men som også er dens redning. Jeg ved, at hvad Gud har forenet skal ingen mennesker adskille, men havde Gud forenet Isabella med mig? Jeg tror, det var Guds mening at bringe os sammen gennem den trolddom, der er en kvindes pludselige kærlighed men at mit hjertes tøven bragte planen ud af kurs.
Derfor sender jeg mine snore af duft ud gennem mørket til Isabellas leje, og derfor står hun op midt om natten og bærer krukken til sin seng. Planten, der blomstrer rigere end nogen anden basilikum, er vores forenings skjulte symbol. Jeg ser hendes blege krop gennem en tynd natkjoles hvide stof, og mit begær er dybt og åndligt! Aldrig skal vi favne hinanden i livet, men et sted ude i mørket venter dommens dag, hvor vi skal smedes sammen for stedse. Jeg ved det lige så sikkert som at årene går, og at kødet langsomt rådner bort fra mine mishandlede knogler i krukkens skjul.
Velkommen til Solen
Så er det endelig på tide at jeg træder ud gennem det tunge, røde forhæng der skjuler indgangen til min hule og tilslutter mig bloggernes verden. Det hele kommer naturligvis til at omhandle litteratur og filosofi, da jeg er bange for at politik og mode ikke er mine stærke sider.
Men vid at du er velkommen kære læser! Rundt omkring på min forstands klippeside har jeg sat bløde lænestole og små borde med forfriskninger til den trætte søgende. Vi må vel se hvor det bærer hen...
Men vid at du er velkommen kære læser! Rundt omkring på min forstands klippeside har jeg sat bløde lænestole og små borde med forfriskninger til den trætte søgende. Vi må vel se hvor det bærer hen...
Abonner på:
Opslag (Atom)
