Bogtræet

Jeg tror, bøger er en organisme, der vokser på skriveborde. Bordet er stammen og bøgerne er blade eller blomster. Ligegyldigt hvor mange bøger jeg sætter tilbage i reolerne bliver mit bord ved med at være overfyldt. Samtidig bliver bøger jo som regel skrevet ved skriveborde, så metaforen fungerer på hele to måder.

Jeg var engang inde og se Bertolt Brechts lejlighed i Berlin. Hans kontor var et meget stort rum og han havde fundet på den geniale idé at have fem eller seks forskellige skriveborde - et til hvert af de projekter han for tiden gik og arbejdede på. Det ville jeg også gerne have, men hvis for at få råd til en lejlighed, der var stor nok til det ville jeg nok være nødt til at flytte til et område hvor huslejen var lidt lavere - f.eks. Mogadishu.

Og solen går ned
De lange hvide linjer
af våde birketræer
vi så på under solen
er der ikke mere.

Efter tre år kan jeg se
at den der gik gennem
dette græs foran mig
også er blevet væk.

Det seje græs er her,
søen og kirken ligner hinanden.
Men selvom jeg husker
din mund, husker jeg ikke

længere dens berøring.
Hvad jeg derimod føler,
kan jeg ikke længere sige,
kun pege på;

solen går simpelthen ned.

Det jeg forestiller mig har en smule værdi i dette digt, er den måde sidste linje lukker sløjfen fra første vers på: solen er der, og mindet er der - solen går ned, digtet slutter. Samtidig er tematikken og billedverdenen konsistent gennem alle fire vers, hvilket forhåbentlig afslører at forfatteren er en øvet amatør (og således højt hævet over de fuldstændige amatører ;-). Jeg overvejede længe om det skulle være komma eller semi-kolon i næstsidste linje. Jeg er indtil videre endt med semi-kolon; jeg vil gerne gøre det tydeligt at sidste linje er "pegningen", men så heller ikke alt for tydeligt. Det er længe siden jeg har skrevet digte med nogen særlig frekvens, og jeg indrømmer gerne, at jeg føler mig rusten. Digte er en muskel, man er nødt til at holde i træning.

Digtets svaghed er vel, at billedet og ideen samt hele sprogtonen minder om noget man har set 1000 gange før (og tilmed mest i 1800-tallet). Det er simpelthen ikke sprogligt nyskabende i det allermindste. Jeg føler måske personligt, at der har været alt for meget fokus på sproget i de senere år, i en grad så mange digte er reduceret til en febrilsk, rablende søgen efter nye ord og konstellationer (på bekostning af struktur, fokus, ideer og indlevelse). Dermed ikke sagt, at digtere ikke skal forsøge at byde på noget nyt og friskt i den sammenhæng, og jeg vedkender mig svagheden her.