Isabella eller hovedet i krukken

’Twas Love – cold, dead indeed, but not dethroned.
(John Keats, Isabella)

Jeg lever i en italiensk legende, mit afhuggede hoved er skjult i en revnet potteskjuler fyldt med jord. Smagen af jord og duften af jord fylder mine sanser og dæmper den dumpe smerte fra mine mishandlede halshvirvler. Gennem en sprække i potten kan jeg følge begivenhederne i det kammer, jeg er gemt i. En velduftende basilikumsplante skjuler mig så sikkert som noget slør. Tjenestepigerne kommer og går, ofte sidder de og sladrer om de seneste nyheder inde fra byen. Den kønneste af dem har en affære med husherrens ældste søn, den frodigste med husherren selv. Resten må nøjes med at skændes indbyrdes om kokken og hans medhjælpere. Fra min sprække kan jeg se hvordan de retter på deres kjoler og gør sig til foran herskabets spejle. Af og til arbejder de også; støver af, retter duge og sætter friske blomster i vinduernes vaser.

Om aftenen er jeg ofte vidne til, at husets høje herre diskuterer forretninger med sine ligemænd. Cigarrøgen danner tykke guirlander under loftet, og deres latter runger mod de hvidkalkede vægge. Vinglas knuses mod pejsens sten og nye, fyldte glas bliver båret ind af en frygtsom tjenerinde. Her kan hun aldrig vide sig sikker; grove hænder rækker ud efter hendes krop hvor end hun vender sig hen. I et andet liv kunne jeg have taget hende i mine arme, og båret hende ud af deres fuldskabs klør. Nu har jeg ingen arme og må tåle syntet af husherrens tre moderiske sønner der råber af pigen og ler. Når de er alene diskuterer herskabet hvordan man bedst kan presse flere penge ud af egnens bønder og handlende. Kreativiteten vil ingen ende tage; nu foreslås en skat for at krydse de gamle broer, nu vil man kræve særlige tilladelser for at lade dem sælge deres varer på byens lille torv. Dagen glider over i natten, men vinen tillader dem ikke at veksle deres ophidselse til søvn.
Husets pryd, den smukke Isabella, har hår som en foldet blomst. Hendes øjne er grå og sørgmodige, selv hendes øjenlåg er grå når hun søger glemslen i søvnens favn. Dér når verden er mørk og huset endelig er faldet til ro kan jeg sende mine følehorn af duft henover det sovende herskab, og forbi kamrene hvor tjenestefolkene to og to forsøger at ryste vinterens kulde af under deres dyner. Også jeg rækker ud efter varme og liv, på trods af den skarpe smerte i min gennemskårne hals; duften af basilikum fylder Isabels blege næsefløje, de velduftende blade stryger hendes bløde hud. Jeg kan mærke at hun sukker i søvne, jeg kan høre at hun stadig hvisker mit navn. Ingen af husets store synder når frem til hendes leje, kun den lille synd at min sårede sjæl blander sig med hendes sjæl uden en præsts velsignelse. Jeg kan ikke tage min ægteseng i besiddelse. Jeg har ikke noget hjerte, men alligevel elsker jeg Isabella! Min kærlighed er stærkere end den, der er bundet i kødet. På grund af kærligheden og ved dens bud vover vi begge at trodse selv døden og dens morderiske knive.

Jeg kan huske at jeg engang forlod dette hus i levende live. Jeg kan huske at duggen hang i det lange græs, og hvordan den kølige morgen fyldte mine næsebor med duften af liv og land. Over mig hvælvede den mørke bygning sig op; natten havde knust tre ruder i sin afsindige fuldskab. Men Isabels vindue reflekterede solen ubrudt og med en jomfrus uskyld. Lyden af hestehove fik hende til at trække gardinerne tilbage og åbne op for den velduftende dag. Et enkelt blik var nok til at bekræfte den kærlighed der hjemsøgte min herskerinde både i søvne og vågen tilstand. Vi måtte lade det blive derved; hendes brødre kom i sadlen på hver side af mig. Hun vinkede – til dem! Og kaldte deres navne til afsked. De vinkede tilbage og smilede falsk, først nu forstår jeg falskheden i deres smil! Selv var jeg blot en simpel tjener. Jæger og sekretær i mine herrerers sold, og bundet til deres vilje. Min hest slog med halen og prustede vredt. Vi havde travlt, hvis vi skulle nå vort mål inden middagsheden satte ind, jeg vovede ikke at se mig tilbage en eneste gang. Det smerter mig bitterligt at jeg ikke vendte mig for at se længslen i hendes øjne!
Det var en aften nogle uger forinden at jeg første gang mærkede Isabellas blik på mit ansigt. Jeg stod ved min herres stol og lyttede til hans instruktioner for morgendagens jagt. Da min herre ikke var vidende om vilde væsener og derres gemmesteder, var det mest en opremsning af de byttedyr, han ønskede at føre med sig hjem. Jeg lyttede til hans ord med et udtryksløst ansigt, af og til nikkede jeg, for at vise at jeg forstod. Frøken Isabella sad med et halvfærdig broderi i sine ubevægelige hænder. Der gik nogen tid før jeg bemærkede at hendes blik hele tiden søgte mig. Hendes brødre og deres venner var travlt optagede af deres planer, og af at æde og drikke. De ofrede hende ikke den mindste opmærksomhed. Jeg bemærkede derimod det fastlåste, drømmende udtryk i hendes øjne. Jeg så at hendes barm hævede og sænkede sig skiftevis hurtigt og langsomt, og da jeg fik lejlighed til at fange hendes blik, bemærkede jeg den dybe rødmen, der bredte sig ud over hendes kinder. Således genkendte jeg alle de tegn på kærlighed som de vise har talt om, og skrevet ned i deres bøger, og i dagene der kom, så jeg flere dertil. Jeg kan ikke påstå at mit eget åsyn udviste de samme tegn. Snarere så jeg muligheder: Min far endte sine dage som fordrukken tjener i en anden mands hus, min farfar var af højere byrd.
Jeg husker den nat hvor jeg hørte Isabellas skælvende hånd berøre min dør. Hun havde næppe haft mod til at åbne den, hvis jeg ikke var sprunget til. Jeg husker at hun forsøgte at sige et eller andet, men hendes stemme døde på vej ud af hendes hals. I stedet pressede jeg mine læber mod hendes, og spredte hendes gyldne hår ud over puderne i min seng. Skønhed, føjelighed og blomstrende kærlighed, -burde dette ikke være nok til at vække hjertet til live i enhver? Dog husker jeg, at jeg ikke lige nøjagtig elskede hende. Jeg elskede med hende, jeg begærede hendes blege, runde krop der prydede lagnerne i min seng. Naturligvis var jeg klar til at tage hende til hustru; jeg var trods alt en mand af ære. Men kærlighed? Jeg ved ikke helt nøjagtig hvad kærlighed er, eller jeg vidste det ikke. Sommerdagene gik, hver nat kom den smukke Isabella til mit kammer. Vi gjorde os ikke store nok anstrengelser for at skjule vores begær. Heden var nok til at gøre enhver ligevægtig mand ude af sig selv af vanvid.

Midt på dagen nåede hendes brødre og jeg til en kølig lysning midt i skoven. Den stikkende middagssol stod ned i skarpe stråler, og jeg fandt det ikke mistænkeligt at mine herrer beodrede holdt. Jeg tog de lerkrus, som de rakte mig, med ned til bækken. Jeg kan stadig mærke det svale vand løbe over mine hænder. Vistnok faldt jeg i staver, mens jeg tænkte på de seneste nætters fryd. Min Isabella gav mig glæder som ingen mand eller kvinde, det være sig nok så erfaren, havde formået at give mig før. Og dog forekom hun mig fuldstændig uskyldig! Hver morgen når hun trådte hvidklædt ind i salonen kunne ingen, end ikke jeg, tænke andet end at de stod foran den reneste jomfru. Disse tanker gik gennem midt hoved, mens jeg vaskede min hænder i bækken. Jeg mærkede ikke hvilken retning kniven gik ind i mig fra. Pludselig dryppede der rødt blod ned i vandet fra mine hænder. Jeg husker de dumpe slag af knive ind mod min krop, jeg husker ikke at have følt nogen smerte.
Herefter burde min histories sidste punktum vel have været sat. Jeg ved ikke om jeg forventede himmel eller helvede, jeg mærkede det blot, som sank jeg dybt ned i en moses forplumrede vand. For min bevidsthed udspilledes scener fra Skærsilden og Helvede. Jeg så ind i Dantes sure fjæs og mærkede en bidende storm skære sig gennem mine fjer. Et sted mente jeg at kunne høre en djævels raspende hosten. Men dette var Italien i religionens milde år! Var det ikke muligt at jeg kunne købe mig til aflad? Min martrede sjæl svævede over Isabellas seng. Her længtes den pige, som jeg selv havde ført ud i synden stadig efter min kærlighed. Jeg ved ikke hvilke løgne hendes brødre havde fortalt hende, men jeg hørte hvordan hun hviskede mit navn og længtes efter min genkomst. Ofte stod hun ved vinduet i timevis og så ud mod det sted, hvor vejen kom ud gennem skoven. Det var helt tydeligt, at hun troede jeg stadig var i live. Jeg så også at hun elskede mig og var trofast, og jeg forbandede min skæbne og hendes morderiske brødre!

Dagene gik, og hun begyndte at forbande mig for mit langvarige fravær. At den stakkels pige måske ville komme til at hade mig forekom mig værre end selv min blodige død! Til sidst kunne jeg ikke bære det mere, forblændet som jeg var af melidenhed, lod jeg mig en aften glide ind i hendes drømme. Her fortalte jeg hende sandheden om vores kærligheds sørgmodige endeligt og hendes brødres dystre forbrydelse. Herefter beredte jeg mig på at glide ind i glemselen, for sandheden er det middel, der gør ethvert spøgelse overflødigt. Mine synder gjorde, at ingen gud ville tage mig i sin favn, men min uretfærdige skæbne betød, at heller ikke straf og pinsler i helvede var mig beskåret. Jeg forberedte mig derfor på den lange søvn indtil dommedag, før endnu en kniv et par dage senere vækkede mig af glemselen. Heller ikke denne gang var der smerte, for jeg var jo allerede død. Men jeg må indrømme, at jeg blev grebet af forundring.

Min skønne Isabella havde fundet mit lig, hvor det var skjult i skovens dyb. Jeg mærkede hendes tårer på mit blege ansigt. Pludselig kunne jeg høre hendes klageskrig i mine ører, og mærke hendes hænder glide over mit bryst. Jeg syntes næsten jeg kunne se hende, men det var med en død mands brustne blik. Jeg kunne ikke bevæge mig eller tage hende i mine arme, i stedet mærkede jeg, hvordan en kniv gled igennem min hals. Det var klart for mig hvad der skete; Isabella kunne umuligt transpotere og skjule hele min krop, i stedet ville hun nøjes med at tage mit hoved! Før hun var færdig, var hendes hvide hænder plettede af blod. Pludselig kunne jeg mærke den skarpe smerte fra såret, men jeg var død og kunne ikke skrige! Isabella skjulte mig i sit tørklæde og bar mig hjem igen, hun dækkede min pande og læber med tusinde kys.

Langt om længe kunne jeg mærke, at kærligheden er stærkere end døden. Isabellas skønhed var ikke længere noget fysisk jeg kunne besidde, hendes rigdom kunne ikke længere gøre mig nogen gavn! I stedet kunne jeg mærke noget blomstre nede i dybet af min sjæl, og jeg forstod at Isabella og jeg for evigt ville være forenede i den kærlighed der på den ene side leder mennesket vild, men som også er dens redning. Jeg ved, at hvad Gud har forenet skal ingen mennesker adskille, men havde Gud forenet Isabella med mig? Jeg tror, det var Guds mening at bringe os sammen gennem den trolddom, der er en kvindes pludselige kærlighed men at mit hjertes tøven bragte planen ud af kurs.

Derfor sender jeg mine snore af duft ud gennem mørket til Isabellas leje, og derfor står hun op midt om natten og bærer krukken til sin seng. Planten, der blomstrer rigere end nogen anden basilikum, er vores forenings skjulte symbol. Jeg ser hendes blege krop gennem en tynd natkjoles hvide stof, og mit begær er dybt og åndligt! Aldrig skal vi favne hinanden i livet, men et sted ude i mørket venter dommens dag, hvor vi skal smedes sammen for stedse. Jeg ved det lige så sikkert som at årene går, og at kødet langsomt rådner bort fra mine mishandlede knogler i krukkens skjul.