Nytårsdag

Året er gået som år nu gør, og jeg tror der har været både bedre og værre af slagsen. Jeg har ikke rigtig lyst til at gøre status, men jeg tror at det må være et af de år, hvor jeg har været mest træt i hverdagen. Dermed ikke sagt at alt har været dårligt, for frø er blevet plantet undervejs, og forhåbentlig fører de afgrøder med sig.

Jeg har drømt om dig
Verden har trukket ned
I sin lynlås
Og spaltet os
Fra hinanden.

Men i nat var det dig
der sov i min seng
og jeg sad og så
på himlens fingre
der dansede
På din hud.

Sengen var en foldet blomst
og i du i dens midte
kendte ingen ondskab,
sagde ingen
onde ord.

First Aid

Oppe i Auderød Asylcenter døde en lille dreng for nylig, fordi han havde slugt en perle, der havde sat sig fast i halsen på ham. Personalet ydede førstehjælp, men var ude af stand til at redde ham. Familien er efter sigende vendt hjem til Tjetjenien med drengen i en kiste. Nogle dage senere hængte en afghansk mand sig i et skur på samme lokalitet, og for omkring et år siden blev en anden mand stukket ned og dræbt i Sandholm. Igen blev der ydet førstehjælp, men nogle gange nytter det ikke så meget. Alligevel er jeg glad for, at jeg har lært det.

For omkring en uge siden fik min søn et stykke knækbrød galt i halsen. Det var morgen og jeg sad ved min computer opslugt af et eller andet. Min kæreste var i bad. Jeg registrerede halvt nogle mærkelige lyde, men jeg reagerede ikke med det samme. Pludselig så jeg ham komme løbende henover gulvet imod mig med halvåben mund, helt blårød i hovedet. Jeg fik fat i ham og dunkede ham hårdt i ryggen til knækbrødet kom op. Heldigvis slap jeg for at forsøge mig med heimlich-metoden som jeg har prøvet at bruge én gang før i mit liv, men ikke har lyst til at udføre på et lille barn.

I morges cyklede jeg hjem efter at have afleveret drengen i børnehave. Vejen var dækket af slud, og det var besværligt at køre vores tunge christianiacykel fremad. Pludselig hørte jeg en høj lyd nede for enden af gaden og så en ældre mand glide med sin cykel og hamre ansigtet direkte i asfalten. Det var omkring hundrede meter fra mig, men det virkede som om det tog meget lang tid at komme derned. En gruppe mennesker trak ham ud fra kørebanen, åbnede hans skjorte og begyndte at udføre førstehjælp. Til alt held var han styrtet lige foran en gruppe sygeplejestuderende og to læger. Ikke desto mindre slog hans hjerte ikke, og de havde svært ved at få gang i det igen. Jeg sluttede mig til dem for at tilbyde min hjælp. Tre fulde fyre først i tyverne blev også tiltrukket af optoget, og stod og grinede af den bevidstløse mand. En stor håndværker fik dem vredt til at gå deres vej. En anden ung fulderik kom til fra den anden side og ville selv yde førstehjælp, men kunne nærmest ikke holde sig på benene. Det lykkedes mig at genne ham lidt af vejen. Sygeplejerskerne skiftedes til at give mund til mund, og jeg og de to læger skiftedes til at yde hjertemassage. Man bliver overraskende hurtigt træt i armene af at gøre det, og det gik lang tid før ambulancen kom til. Den bevidstløse mand havde blod i ansigtet, og jeg tror, at hans næse var brækket. Han stank af alkohol, og der kom en ubehagelig raspende lyd fra hans lunger, når man trykkede ham på brystet. Jeg var bange for ikke at udføre hjertemassagen godt nok, men gjorde det bedste jeg kunne. I al hemmelighed var jeg lettet over ikke at skulle give mund til mund. Ambulancen var først fremme efter et kvarter, de to reddere opførte sig som om det hele var hverdag, og rent faktisk agerede næsten alle på scenen meget roligt og professionelt. Det var lige før det blev en smule køligt. Manden blev kørt væk i en ambulance, og jeg aner ikke om han kom til live igen eller ej.

Jeg skriver på en roman med titlen ´Genfærd´, hvor man ikke kan være sikker på, om det er hovedpersonen eller verden der er spøgelsesagtig. Af og til overtrumfer livet alt hvad jeg forsøger at få sagt.