Idag har jeg siddet til ansættelsessamtaler på mit arbejde i lidt over 13 timer. Alt gik fint indtil de sidste to timer, hvor min personlighed begyndte at falde fra hinanden, hvorefter dens enkelte dele begyndte at flyde væk som vraggods fra et forlist skib; koncentrationsevnen, hukommelsen, fagliheden og til sidst også humoren forsvandt fuldstændig fra mit repetoire. Der er mærkeligt at mærke, at man stadig eksisterer efter alt det man forbinder med sit væsen er blevet uraderet. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde den grå, ubestemmelige masse, mit indre liv er reduceret til nu. Måske en slags primalmenneskelig, almen substans befriet fra individuelle træk. Komunismens idealmenneske.
Tilbage er datoer
og hårde facts,
tilbage er et langt
livs kølige gråd.
Din hånd
går gennem barken i
det brudte mørke,
og jeg tvivler på
dine børns triste stemmer
og det manglende stykke
af min egen, kolde sjæl.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Nu du er snakkende. Langsomt katarsissnakkende på den måde hvor jeg lytter: en intellektuel striptease, en fading out ved højlys dag, et tabt greb om virkeligheden og de mennesker der på forunderlig vis ser ud til at bebo den permanent, der måske afslører mere end hvad godt er, både for den ufrivillige stripper selv, men mest for selve situationen og dens mennesker, i al dens og deres ubevidste, hverdagslige ondskab.
SvarSletDixi!
SvarSlet