Sonet

For et par år siden skrev jeg følgende sonet. Hvis man har læst et par af de andre indlæg på denne side, vil man genkende billedet af Isabella og det afhuggede hoved i krukken fra Boccacio's Dekameron. Det var en overraskelse for mig, da jeg for nylig læste digtet igen, og forstod at dét billede allerede havde figureret i mit hoved dengang.

Sommer'net
I et rum hvor Matine har siddet
lægger jeg mit hovede fra mig
i en velvoksen basilikumplante,
hvis arme graver i mit øres dyb.

Jeg ånder ind gennem muren
til duggen klæber på tapetet,
der skræller af og afslører
hendes lilla, efterladte skygge,

der stadig bøjer hovedet mod sin hånd.
Jeg går tabt her, mit blod har farvet sengen,
hvor alting forsvinder i svimmelhed og kvalme.
Bleg træder hun ned fra mine sort-hvide fotografier;

krydser mine hænder ved sine brysters rod
og binder rimets sandal om sin nøgne fod.


Sommer'net er vel kun en halv sonet og dermed en 'net. Det kan måske forvirre at det er bygget op efter engelsk sonet-struktur (der er simpel med tre firelinjers vers efterfulgt en couplet med enderim) snarere end den italienske, der vist er den mest almindelige på dansk.
Den er inspireret af en sonet af Keats ("If by dull rhymes our english must be chained"), der på den ene side beklager restriktionerne der ligger i en fast struktur (disse "dull rhymes"), men på til sidst accepterer nødvendigheden af en struktur der er som "en sandal man binder om musens fod". Dette er så min sandal til min muse. Det tabte hovede skylder jeg et andet digt ("Isabella and the pot of Basil), hvor en ung kvinde gemmer sin elskers hovede i en potteplante efter at hendes far og brødre har myrdet ham. Mit digt står et sted mellem disse to i et forsøg på at balancere mellem lys og skygge.