Jeg arbejder omkring 50 timer om ugen: 39 af timerne tilbringer jeg på mit med at tjene mit brød hos Røde Kors, og de sidste 11 går til min passion, som er... (ja, du gættede det, at skrive). Mit nytårsfortsæt var, at skrive en roman før mit næste barn kommer til verden, og da dette sker til juli har jeg intet andet valg end at gå til den for fulde sejl. Jeg har lyst til at beklage mig over arbejdsbyrden, men da jeg selv har valgt at gøre det, har jeg ikke noget at beklage mig over, hvilket er meget frustrerende. Dog skrider projektet fremad: jeg har nået at skrive 28 sider siden 4 Januar (hvor jeg begyndte) og inden måneden er omme, vil jeg være et godt stykke over de tredive. Det har jeg lyst til, at nogen roser mig for, men da ingen har mulighed for at læse hvad jeg har skrevet (og jeg endnu ikke selv har nogen anelse om, hvorvidt det overhovedet er godt) er der ingen der kan gøre det. På den måde kan det være ret frustrerende at være forfatter, specielt når man ikke har fået udgivet noget og derfor ikke engang kan kalde sig forfatter. Oh, well... Once more onto the breach, dear friends!
Verden er træt
af at give os varme.
Vi klynger os til
tidens pjalter.
Ude over kanten
venter intet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar