En ny begyndelse

Røg fra biler;
det ser ud som om
trafikken skaber himlen.

Den vrede sol,
væltet fra sin trone,
stikker klinger ind
i bilisternes øjne.

Lyset skifter, menneskets kraft
ramler utålmodigt ind
i universets cykelhjul.


Første digt i årevis, som jeg føler rammer plet og hænger sammen. Måske begyndelsen på en ny sekvens. Har temaer og form i tankerne, men skal også have det ned i tastaturet. Læser "Empire Falls" af Richard Russo. Fremragende bog, men er bange for, at jeg har gættet plottwistet og er kommet til at ødelægge det for mig selv.

To dele

Jeg går rundt og børster skyer væk,
glemmer år, leder efter
solen under roden
og ilden inde i træet.

Det er ikke muligt
at opleve faldet og flugten,
det kan ikke lade sig gøre
at føle det hele.

Jeg er efterladt i et koldt rum,
med en stump af blyant.
Mine spredte mærker
danner intet mønster,
vækker intet savn.

Nogle gange, når jeg rækker hånden ud for at mærke om det regner, er det som om det kun er jorden under min hånd, der bliver våd. Måske ville jeg i højere grad eksistere, hvis blot jeg kunne oldgræsk eller latin.

Trafik

På bud fra en skjult vilje
kører jeg gennem gaderne,
morgenen er ingen steder at se.

Ved trafiklyset sender jeg
mine tanker langt væk,
jeg ser ikke bilen,
eller blodet eller dig.

Du er som en fugl mellem skyer;
én gang væk, borte for altid.


Jeg har oplevet nogle ubehagelige ting i trafikken gennem de sidste par måneder. Jeg ville gerne skrive om det, og prøve at bevare den tone, jeg plejer at bruge. Det var svært, men jeg synes det blev ok her. De sidste to linjer er løst baserede på et digt af Li Po.