Afsked

Blå sletter nord for byen,
mørke søer i midten.
Her må vi skilles
og gå ud gennem tusind mil
af dødt græs.

Det lys der spredte sig
når du lagde hovedet
ind til min skulder,
spreder sig ikke længere
omkring os.

Kinesisk biografi

Thu Fu’s smukke datter
Dine peberøjne prikker
deres korn ned i jorden,
og jeg ser sorte træer
vokse op omkring min fod.

Din far skrev sine vers
På hver brosten mellem vore byer.
Du blev født med månen hængende
som en sølvske i din mund.

Jeg læste om klassisk kinesisk poesi at man i tolkningen deraf lægger større vægt på biografiske detaljer end i Europæisk poesi. Grunden er, at digteren selv forventede en sådan tolkning og derfor skrev digtene med en forventning om, at de blev forstået i den kontekst hans liv udgjorde. Således ville mange digte være næsten uforståelige uden et kendskab til skaberens levned. Gad vide hvad Roland Barthes ville sige til det. I ovenstående digt forestiller jeg mig at den talende befinder sig i 700-tallets Kina og er forelsket i en af den store digter Thu Fu's døtre. Jeg ved ikke om nogen af dem var smukke, men digtet er først og fremmest en hyldest til Thu Fu selv, som nogle kalder for "Kina's Shakespeare". Der er måske også visse ligheder imellem dem.

Atlasdage no 551

Stod op klokken 4 i nat fordi Tine troede hun kunne høre nogen i lejligheden. Gik fra rum til rum med paraply i den ene hånd og hammer i den anden. Iført blåstribede natbukser, mave opsvulmet af cola samt briller hvis ene tilbageværende stang kun blev holdt fast af et nusset stykke tape. Ingen indbrudstyve, men masser af gråt morgenlys gennem vinduerne. Stod op igen lidt i 8 og tog på arbejde mens tiden gurglede dagen i sig som bundfaldet i en kaffekop. Kom hjem til et afslag fra forfatterskolen i brevkassen. Lagde mig på sengen og bandede ad loftet. Gik ned og fik klippet håret af. Kom op igen til en kæreste der var bange for at der var sket mig noget. Forestillede mig at jeg var Ezra Pound og forsøgte at skrive et digt:

Landets veje er tomme
og skyer glider over himlen
som flødeskumskager af torden.

På landets gårde planter mænd
forgæves deres fødder i jorden;
stormen der rusker i træet
river alting op med rod.

Det forår der ventede her
er her ikke mere,
men virker kun netop forbi.

Gik ind og lagde drengen i seng. Kom tilbage og læste digtet, og indså at jeg ikke er Ezra Pound. Kæmpede med et selvhad så koldt, at det hvinede i mine plomber. Gik ud og løb en tur. Standsede for at høre noget house/reggae musik nede på gaden. Løb videre da det blev for koldt at stå stille. Mens jeg løb føltes det som om mit selvhad løb lige bag mig på stien. Tænkte på hvem mit selvhad ville være hvis det kunne rummes i en enkelt person. Så mig nervøst over skulderen.

Descartes

På dit ansigt er sjælen
ikke til at se.
Din pande er et rundet bjerg
som mine tanker ikke formår
at besejre.
Din mund åbner sig
og udsiger
at ingen fugl, intet dyr
nogensinde har tænkt
eller følt som vi.

Himlen trykker sit grå segl ned
på dine dødsensalvorlige ord.
Jeg stirrer på de små, hvide vinger
der et kort øjeblik er fanget
mellem mørkt vand og
det fræsende skær af biler.

universet gir enhver
forskellig slags smerte.


Jeg har negligeret denne stakkels blog for at synke al min skrivetid ind i min mastodontiske roman. Nu vil jeg prøve at gå en smule bodsgang den næste tid. Ovenstående digt er afledt af en diskussion på Facebook og efterfølgende genlæsning af dele af Thomas Nagel og Descartes. Jeg ved kun nogenlunde hvad det vil, og slet ikke om det er noget værd. Men her er det i hvert fald.

Derelict

Idag har jeg siddet til ansættelsessamtaler på mit arbejde i lidt over 13 timer. Alt gik fint indtil de sidste to timer, hvor min personlighed begyndte at falde fra hinanden, hvorefter dens enkelte dele begyndte at flyde væk som vraggods fra et forlist skib; koncentrationsevnen, hukommelsen, fagliheden og til sidst også humoren forsvandt fuldstændig fra mit repetoire. Der er mærkeligt at mærke, at man stadig eksisterer efter alt det man forbinder med sit væsen er blevet uraderet. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde den grå, ubestemmelige masse, mit indre liv er reduceret til nu. Måske en slags primalmenneskelig, almen substans befriet fra individuelle træk. Komunismens idealmenneske.

Tilbage er datoer
og hårde facts,
tilbage er et langt
livs kølige gråd.

Din hånd
går gennem barken i
det brudte mørke,
og jeg tvivler på

dine børns triste stemmer
og det manglende stykke
af min egen, kolde sjæl.

words, words, words

Jeg har nu skrevet 45.000 ord på min roman. Ord som der sandsynligvis ikke er nogen der kommer til at læse ud over min kæreste og en håndfuld redaktører rundt omkring. For en uudgiven forfatter er der kun éen helt, der for alvor kan yde trøst og støtte, og det er naturligvis den navnkundige Don Quixote! Man er nødt til at opsøge eventyret, også selvom det ikke eksisterer før man kommer, og efter man er gået. Jeg læste forleden om J.M. Coetzee at han "er som en munk, der er fuldstændig dedikeret til litteraturen. Han hverken ryger eller drikker, og sidder mindst én time hver dag foran sin computer!" Well, at hvis det dér gør Coetzee til en munk, så er jeg motherfucking Dalai Lama!

Højsangen

Hvis der er én del af Bibelen, som et sansende menneske ikke må snyde sig selv for, er det vel Højsangen. Især bør man læse den når foråret står for døren, man kan faktisk blive helt beruset af det. Jeg minder om, at der er tale om en dialog mellem to elskende:

v2 Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
v3 Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane.

v4 Han har ført mig til vinhuset,
på skiltet over mig står: Kærlighed.
v5 Styrk mig med rosinkager,
forfrisk mig med æbler,
for jeg er syg af kærlighed.

Sådan kan digtere jo ikke rigtig få lov at skrive mere nu om dage, eller også formår de det ikke. Men efter min mening er disse vers (og sangen i det hele taget) et udtryk for et fantastisk skrivetalent, som ikke må gå tabt i den religiøse dogmatik, der desværre præger nogle menneskers holdning til Bibelen.