Mit DNA

Selv når jeg arbejder med orientalsk poesi ender det altid med at jeg vender mig mod historier og tanker fra oltidens grækenland, det er åbenbart præget ind i mit DNA. Måske er det fordi vejret er så godt, at man næsten kan forestille sig hvordan det er at leve blandt flokke af feta-geder og træer med drueranker på. Læser Ulysses efter at have ejet den i 12 år, og ved slet ikke hvad jeg skal mene om det hele.

Atlas
Bevidsthedens tåge____bundet i smerte
knugende hvælving____spættet med stjerner
liv og stemmer_______omkring mine fødder
helt ubevægelig______tåler jeg alt

Blogblargh

Det er af afgørende betydning for min selvfølelse og velvære at have gang i en eller anden form for kreativt projekt. I de perioder, hvor det ikke sker, oplever jeg ofte hverdagen som formålsløs. Det er mærkeligt, at det er sådan. For tiden skriver jeg disse sært formede digte og føler at jeg får et stadigt bedre tag på formen. Det er absolut befriende at binde sig selv til en form på denne måde, det lykkes mig at skrive langt mere end hvad jeg ville kunne hvis jeg optrådte på frie (verse)fødder.

Afsked
Himlenes børn_______river skyer itu
kranser mit hoved_____med torne af sne
trøstesløs vind_______rusker i tagsten
du er usynlig________men fylder mit syn

Forår

Ude i lyset -------------- oppe på bakken
mennesker falder ----- i den iskolde vind
forårets smil ----------- drukner i mørket
nu igen ----------------- disse tanker om dig

Som sidst - digtet burde være i to kolonner, det kan ikke lade sig gøre her på bloggen, så jeg håber ikke bindestregerne forstyrrer for meget. Digtet kan læses fra venstre mod højre eller som to digte i hver sin kolonne.

Slutvinter

Drivende himmel -- masse af gråt
øjne som sennep -- kradsende blik
skarp erindring -- sne som pulver
trækker vejret -- døende græs
skjult under jorden -- kommende år
forårets ansigt -- venter endnu


En form taget fra kinesisk guldalderpoesi. Digtet kan læses fra venstre mod højre som normalt eller som to digte i seperate kolonnor. Linjerne er flettet ind i hinanden og bidrager med lag af betydning til helheden. Jeg har gjort mit bedste for at leve op til forlægget. Desværre kan formatet her på bloggen ikke levere separate kolonner, derfor to bindestreger hvor mellemrummene skulle have været.

Den guddommelige by

Ingen stjerner trænger ned
til byen på tæppet af asfalt.
Den har skabt sin egen nat;
et gardin af ubrydeligt fløjl.

Den bestemmer farven
på lyset over børnenes seng,
den behersker døgnets hjul
med en glød fra sikringsboksen.

Den kender ingen anden måde
end ubøjelig stolthed,
Den tegner selv sin fremtid;
stjernetegn af neon på himlen.

En ny begyndelse

Røg fra biler;
det ser ud som om
trafikken skaber himlen.

Den vrede sol,
væltet fra sin trone,
stikker klinger ind
i bilisternes øjne.

Lyset skifter, menneskets kraft
ramler utålmodigt ind
i universets cykelhjul.


Første digt i årevis, som jeg føler rammer plet og hænger sammen. Måske begyndelsen på en ny sekvens. Har temaer og form i tankerne, men skal også have det ned i tastaturet. Læser "Empire Falls" af Richard Russo. Fremragende bog, men er bange for, at jeg har gættet plottwistet og er kommet til at ødelægge det for mig selv.

To dele

Jeg går rundt og børster skyer væk,
glemmer år, leder efter
solen under roden
og ilden inde i træet.

Det er ikke muligt
at opleve faldet og flugten,
det kan ikke lade sig gøre
at føle det hele.

Jeg er efterladt i et koldt rum,
med en stump af blyant.
Mine spredte mærker
danner intet mønster,
vækker intet savn.

Nogle gange, når jeg rækker hånden ud for at mærke om det regner, er det som om det kun er jorden under min hånd, der bliver våd. Måske ville jeg i højere grad eksistere, hvis blot jeg kunne oldgræsk eller latin.