Atlasdage no 551

Stod op klokken 4 i nat fordi Tine troede hun kunne høre nogen i lejligheden. Gik fra rum til rum med paraply i den ene hånd og hammer i den anden. Iført blåstribede natbukser, mave opsvulmet af cola samt briller hvis ene tilbageværende stang kun blev holdt fast af et nusset stykke tape. Ingen indbrudstyve, men masser af gråt morgenlys gennem vinduerne. Stod op igen lidt i 8 og tog på arbejde mens tiden gurglede dagen i sig som bundfaldet i en kaffekop. Kom hjem til et afslag fra forfatterskolen i brevkassen. Lagde mig på sengen og bandede ad loftet. Gik ned og fik klippet håret af. Kom op igen til en kæreste der var bange for at der var sket mig noget. Forestillede mig at jeg var Ezra Pound og forsøgte at skrive et digt:

Landets veje er tomme
og skyer glider over himlen
som flødeskumskager af torden.

På landets gårde planter mænd
forgæves deres fødder i jorden;
stormen der rusker i træet
river alting op med rod.

Det forår der ventede her
er her ikke mere,
men virker kun netop forbi.

Gik ind og lagde drengen i seng. Kom tilbage og læste digtet, og indså at jeg ikke er Ezra Pound. Kæmpede med et selvhad så koldt, at det hvinede i mine plomber. Gik ud og løb en tur. Standsede for at høre noget house/reggae musik nede på gaden. Løb videre da det blev for koldt at stå stille. Mens jeg løb føltes det som om mit selvhad løb lige bag mig på stien. Tænkte på hvem mit selvhad ville være hvis det kunne rummes i en enkelt person. Så mig nervøst over skulderen.

Descartes

På dit ansigt er sjælen
ikke til at se.
Din pande er et rundet bjerg
som mine tanker ikke formår
at besejre.
Din mund åbner sig
og udsiger
at ingen fugl, intet dyr
nogensinde har tænkt
eller følt som vi.

Himlen trykker sit grå segl ned
på dine dødsensalvorlige ord.
Jeg stirrer på de små, hvide vinger
der et kort øjeblik er fanget
mellem mørkt vand og
det fræsende skær af biler.

universet gir enhver
forskellig slags smerte.


Jeg har negligeret denne stakkels blog for at synke al min skrivetid ind i min mastodontiske roman. Nu vil jeg prøve at gå en smule bodsgang den næste tid. Ovenstående digt er afledt af en diskussion på Facebook og efterfølgende genlæsning af dele af Thomas Nagel og Descartes. Jeg ved kun nogenlunde hvad det vil, og slet ikke om det er noget værd. Men her er det i hvert fald.

Derelict

Idag har jeg siddet til ansættelsessamtaler på mit arbejde i lidt over 13 timer. Alt gik fint indtil de sidste to timer, hvor min personlighed begyndte at falde fra hinanden, hvorefter dens enkelte dele begyndte at flyde væk som vraggods fra et forlist skib; koncentrationsevnen, hukommelsen, fagliheden og til sidst også humoren forsvandt fuldstændig fra mit repetoire. Der er mærkeligt at mærke, at man stadig eksisterer efter alt det man forbinder med sit væsen er blevet uraderet. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde den grå, ubestemmelige masse, mit indre liv er reduceret til nu. Måske en slags primalmenneskelig, almen substans befriet fra individuelle træk. Komunismens idealmenneske.

Tilbage er datoer
og hårde facts,
tilbage er et langt
livs kølige gråd.

Din hånd
går gennem barken i
det brudte mørke,
og jeg tvivler på

dine børns triste stemmer
og det manglende stykke
af min egen, kolde sjæl.

words, words, words

Jeg har nu skrevet 45.000 ord på min roman. Ord som der sandsynligvis ikke er nogen der kommer til at læse ud over min kæreste og en håndfuld redaktører rundt omkring. For en uudgiven forfatter er der kun éen helt, der for alvor kan yde trøst og støtte, og det er naturligvis den navnkundige Don Quixote! Man er nødt til at opsøge eventyret, også selvom det ikke eksisterer før man kommer, og efter man er gået. Jeg læste forleden om J.M. Coetzee at han "er som en munk, der er fuldstændig dedikeret til litteraturen. Han hverken ryger eller drikker, og sidder mindst én time hver dag foran sin computer!" Well, at hvis det dér gør Coetzee til en munk, så er jeg motherfucking Dalai Lama!

Højsangen

Hvis der er én del af Bibelen, som et sansende menneske ikke må snyde sig selv for, er det vel Højsangen. Især bør man læse den når foråret står for døren, man kan faktisk blive helt beruset af det. Jeg minder om, at der er tale om en dialog mellem to elskende:

v2 Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
v3 Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane.

v4 Han har ført mig til vinhuset,
på skiltet over mig står: Kærlighed.
v5 Styrk mig med rosinkager,
forfrisk mig med æbler,
for jeg er syg af kærlighed.

Sådan kan digtere jo ikke rigtig få lov at skrive mere nu om dage, eller også formår de det ikke. Men efter min mening er disse vers (og sangen i det hele taget) et udtryk for et fantastisk skrivetalent, som ikke må gå tabt i den religiøse dogmatik, der desværre præger nogle menneskers holdning til Bibelen.

Virginia

Idag konstaterede jeg til min store overraskelse, at det snart er 12 år siden jeg første gang læste "the Waste Land" af T.S. Eliot. Det var i 98, og jeg var 19 år, hvilket føles virkelig mærkeligt. Det er en bog, der gjorde et meget stort indtryk på mig. Så vidt jeg husker læste vi den på andet år af Britisk Litteratur ude på universitetet. Min lærer dengang hed Hanne Carlsen, og hun har haft en stor betydning for, at poesi kom til at betyde så meget i mit liv, som det rent faktisk har gjort. På mange måder var hun en lidt træt, gammel dame, der ikke virkede som om hun var særlig glad for livet er for at undervise. Men tilgengæld var hun virkelig fantastisk til at læse op. Hun er et af de få mennesker, jeg har mødt, der rent faktisk var i stand til at gøre litteraturen bedre og mere meningsfuld ved at læse den op for en. For et par timer siden åbnede jeg min slidte kopi af "Waste Land" for første gang i flere år, og slog op på følgende lille digt:


Virginia
Red river, red river,
Slow flow heat is silence
No will is still as a river
Still. Will heat move
Only through the mocking-bird
Heard once? Still hills
Wait. Gates wait. Purple trees,
White trees, wait, wait,
Delay, decay. Living, living,
Never moving. Ever moving
Iron thoughts came with me
And go with me:
Red river, river, river.

Jeg har altid godt kunne lide det digt. Jeg synes det afslører en fornemmelse for at kombinere rytme og sprogbilleder til en meget stærk effekt som kun få digtere kan opnå. Jeg kunne godt tænke mig, at høre Hanne Carlsen læse det op, jeg tror der er rigtig mange forskellige måder at læse det på.

Grunden til, at bogen åbnede netop dér, var at jeg havde stukket et fotografi ind mellem dets sider. Fotografiet forestiller min farmor som 2 eller 3 år gammel, og hun står og holder sin kinesiske amme i hånden i en baghave i Shanghai by. Min farmor smiler, ammens ansigtsudtryk er uudgrundeligt. Det er et meget stærkt fotografi. Vanen med at stikke udklip og fotografier ind i bøger har jeg arvet fra min farmor over min egen far. På den måde bliver bøger bærere af mere end deres egen fortælling; de bliver også et kort over ens egen livsførelse. Desværre er jeg ikke så god til at notere datoerne ned forrest i dem, som min farmor var. Der er meget i det fotografi, der minder mig om "the Waste Land", og også meget i det, der minder mig om mit eget liv.

Workin' man's blues

Jeg arbejder omkring 50 timer om ugen: 39 af timerne tilbringer jeg på mit med at tjene mit brød hos Røde Kors, og de sidste 11 går til min passion, som er... (ja, du gættede det, at skrive). Mit nytårsfortsæt var, at skrive en roman før mit næste barn kommer til verden, og da dette sker til juli har jeg intet andet valg end at gå til den for fulde sejl. Jeg har lyst til at beklage mig over arbejdsbyrden, men da jeg selv har valgt at gøre det, har jeg ikke noget at beklage mig over, hvilket er meget frustrerende. Dog skrider projektet fremad: jeg har nået at skrive 28 sider siden 4 Januar (hvor jeg begyndte) og inden måneden er omme, vil jeg være et godt stykke over de tredive. Det har jeg lyst til, at nogen roser mig for, men da ingen har mulighed for at læse hvad jeg har skrevet (og jeg endnu ikke selv har nogen anelse om, hvorvidt det overhovedet er godt) er der ingen der kan gøre det. På den måde kan det være ret frustrerende at være forfatter, specielt når man ikke har fået udgivet noget og derfor ikke engang kan kalde sig forfatter. Oh, well... Once more onto the breach, dear friends!

Verden er træt
af at give os varme.
Vi klynger os til
tidens pjalter.
Ude over kanten
venter intet.