Derelict

Idag har jeg siddet til ansættelsessamtaler på mit arbejde i lidt over 13 timer. Alt gik fint indtil de sidste to timer, hvor min personlighed begyndte at falde fra hinanden, hvorefter dens enkelte dele begyndte at flyde væk som vraggods fra et forlist skib; koncentrationsevnen, hukommelsen, fagliheden og til sidst også humoren forsvandt fuldstændig fra mit repetoire. Der er mærkeligt at mærke, at man stadig eksisterer efter alt det man forbinder med sit væsen er blevet uraderet. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde den grå, ubestemmelige masse, mit indre liv er reduceret til nu. Måske en slags primalmenneskelig, almen substans befriet fra individuelle træk. Komunismens idealmenneske.

Tilbage er datoer
og hårde facts,
tilbage er et langt
livs kølige gråd.

Din hånd
går gennem barken i
det brudte mørke,
og jeg tvivler på

dine børns triste stemmer
og det manglende stykke
af min egen, kolde sjæl.

words, words, words

Jeg har nu skrevet 45.000 ord på min roman. Ord som der sandsynligvis ikke er nogen der kommer til at læse ud over min kæreste og en håndfuld redaktører rundt omkring. For en uudgiven forfatter er der kun éen helt, der for alvor kan yde trøst og støtte, og det er naturligvis den navnkundige Don Quixote! Man er nødt til at opsøge eventyret, også selvom det ikke eksisterer før man kommer, og efter man er gået. Jeg læste forleden om J.M. Coetzee at han "er som en munk, der er fuldstændig dedikeret til litteraturen. Han hverken ryger eller drikker, og sidder mindst én time hver dag foran sin computer!" Well, at hvis det dér gør Coetzee til en munk, så er jeg motherfucking Dalai Lama!

Højsangen

Hvis der er én del af Bibelen, som et sansende menneske ikke må snyde sig selv for, er det vel Højsangen. Især bør man læse den når foråret står for døren, man kan faktisk blive helt beruset af det. Jeg minder om, at der er tale om en dialog mellem to elskende:

v2 Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
v3 Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane.

v4 Han har ført mig til vinhuset,
på skiltet over mig står: Kærlighed.
v5 Styrk mig med rosinkager,
forfrisk mig med æbler,
for jeg er syg af kærlighed.

Sådan kan digtere jo ikke rigtig få lov at skrive mere nu om dage, eller også formår de det ikke. Men efter min mening er disse vers (og sangen i det hele taget) et udtryk for et fantastisk skrivetalent, som ikke må gå tabt i den religiøse dogmatik, der desværre præger nogle menneskers holdning til Bibelen.

Virginia

Idag konstaterede jeg til min store overraskelse, at det snart er 12 år siden jeg første gang læste "the Waste Land" af T.S. Eliot. Det var i 98, og jeg var 19 år, hvilket føles virkelig mærkeligt. Det er en bog, der gjorde et meget stort indtryk på mig. Så vidt jeg husker læste vi den på andet år af Britisk Litteratur ude på universitetet. Min lærer dengang hed Hanne Carlsen, og hun har haft en stor betydning for, at poesi kom til at betyde så meget i mit liv, som det rent faktisk har gjort. På mange måder var hun en lidt træt, gammel dame, der ikke virkede som om hun var særlig glad for livet er for at undervise. Men tilgengæld var hun virkelig fantastisk til at læse op. Hun er et af de få mennesker, jeg har mødt, der rent faktisk var i stand til at gøre litteraturen bedre og mere meningsfuld ved at læse den op for en. For et par timer siden åbnede jeg min slidte kopi af "Waste Land" for første gang i flere år, og slog op på følgende lille digt:


Virginia
Red river, red river,
Slow flow heat is silence
No will is still as a river
Still. Will heat move
Only through the mocking-bird
Heard once? Still hills
Wait. Gates wait. Purple trees,
White trees, wait, wait,
Delay, decay. Living, living,
Never moving. Ever moving
Iron thoughts came with me
And go with me:
Red river, river, river.

Jeg har altid godt kunne lide det digt. Jeg synes det afslører en fornemmelse for at kombinere rytme og sprogbilleder til en meget stærk effekt som kun få digtere kan opnå. Jeg kunne godt tænke mig, at høre Hanne Carlsen læse det op, jeg tror der er rigtig mange forskellige måder at læse det på.

Grunden til, at bogen åbnede netop dér, var at jeg havde stukket et fotografi ind mellem dets sider. Fotografiet forestiller min farmor som 2 eller 3 år gammel, og hun står og holder sin kinesiske amme i hånden i en baghave i Shanghai by. Min farmor smiler, ammens ansigtsudtryk er uudgrundeligt. Det er et meget stærkt fotografi. Vanen med at stikke udklip og fotografier ind i bøger har jeg arvet fra min farmor over min egen far. På den måde bliver bøger bærere af mere end deres egen fortælling; de bliver også et kort over ens egen livsførelse. Desværre er jeg ikke så god til at notere datoerne ned forrest i dem, som min farmor var. Der er meget i det fotografi, der minder mig om "the Waste Land", og også meget i det, der minder mig om mit eget liv.

Workin' man's blues

Jeg arbejder omkring 50 timer om ugen: 39 af timerne tilbringer jeg på mit med at tjene mit brød hos Røde Kors, og de sidste 11 går til min passion, som er... (ja, du gættede det, at skrive). Mit nytårsfortsæt var, at skrive en roman før mit næste barn kommer til verden, og da dette sker til juli har jeg intet andet valg end at gå til den for fulde sejl. Jeg har lyst til at beklage mig over arbejdsbyrden, men da jeg selv har valgt at gøre det, har jeg ikke noget at beklage mig over, hvilket er meget frustrerende. Dog skrider projektet fremad: jeg har nået at skrive 28 sider siden 4 Januar (hvor jeg begyndte) og inden måneden er omme, vil jeg være et godt stykke over de tredive. Det har jeg lyst til, at nogen roser mig for, men da ingen har mulighed for at læse hvad jeg har skrevet (og jeg endnu ikke selv har nogen anelse om, hvorvidt det overhovedet er godt) er der ingen der kan gøre det. På den måde kan det være ret frustrerende at være forfatter, specielt når man ikke har fået udgivet noget og derfor ikke engang kan kalde sig forfatter. Oh, well... Once more onto the breach, dear friends!

Verden er træt
af at give os varme.
Vi klynger os til
tidens pjalter.
Ude over kanten
venter intet.

Bogtræet

Jeg tror, bøger er en organisme, der vokser på skriveborde. Bordet er stammen og bøgerne er blade eller blomster. Ligegyldigt hvor mange bøger jeg sætter tilbage i reolerne bliver mit bord ved med at være overfyldt. Samtidig bliver bøger jo som regel skrevet ved skriveborde, så metaforen fungerer på hele to måder.

Jeg var engang inde og se Bertolt Brechts lejlighed i Berlin. Hans kontor var et meget stort rum og han havde fundet på den geniale idé at have fem eller seks forskellige skriveborde - et til hvert af de projekter han for tiden gik og arbejdede på. Det ville jeg også gerne have, men hvis for at få råd til en lejlighed, der var stor nok til det ville jeg nok være nødt til at flytte til et område hvor huslejen var lidt lavere - f.eks. Mogadishu.

Og solen går ned
De lange hvide linjer
af våde birketræer
vi så på under solen
er der ikke mere.

Efter tre år kan jeg se
at den der gik gennem
dette græs foran mig
også er blevet væk.

Det seje græs er her,
søen og kirken ligner hinanden.
Men selvom jeg husker
din mund, husker jeg ikke

længere dens berøring.
Hvad jeg derimod føler,
kan jeg ikke længere sige,
kun pege på;

solen går simpelthen ned.

Det jeg forestiller mig har en smule værdi i dette digt, er den måde sidste linje lukker sløjfen fra første vers på: solen er der, og mindet er der - solen går ned, digtet slutter. Samtidig er tematikken og billedverdenen konsistent gennem alle fire vers, hvilket forhåbentlig afslører at forfatteren er en øvet amatør (og således højt hævet over de fuldstændige amatører ;-). Jeg overvejede længe om det skulle være komma eller semi-kolon i næstsidste linje. Jeg er indtil videre endt med semi-kolon; jeg vil gerne gøre det tydeligt at sidste linje er "pegningen", men så heller ikke alt for tydeligt. Det er længe siden jeg har skrevet digte med nogen særlig frekvens, og jeg indrømmer gerne, at jeg føler mig rusten. Digte er en muskel, man er nødt til at holde i træning.

Digtets svaghed er vel, at billedet og ideen samt hele sprogtonen minder om noget man har set 1000 gange før (og tilmed mest i 1800-tallet). Det er simpelthen ikke sprogligt nyskabende i det allermindste. Jeg føler måske personligt, at der har været alt for meget fokus på sproget i de senere år, i en grad så mange digte er reduceret til en febrilsk, rablende søgen efter nye ord og konstellationer (på bekostning af struktur, fokus, ideer og indlevelse). Dermed ikke sagt, at digtere ikke skal forsøge at byde på noget nyt og friskt i den sammenhæng, og jeg vedkender mig svagheden her.

Tilbagefald

Jeg plejede at skrive digte som det, der er at finde for neden. Nu gør jeg det åbenbart igen. Inspirationen fra kinesisk poesi er ret tydelig i det her. Og jeg ved godt det er håbløst langt fra nogensinde at blive moderne.

Min elskede sad ved bordet
fortabt bag sine egne øjne,
hendes tætte bryn lignede
sort frost på en mark.

Af og til så jeg hendes tårer
falde ned i hændernes skål.
Jeg ved ikke hvorfor
eller for hvem hun var bedrøvet.