Workin' man's blues

Jeg arbejder omkring 50 timer om ugen: 39 af timerne tilbringer jeg på mit med at tjene mit brød hos Røde Kors, og de sidste 11 går til min passion, som er... (ja, du gættede det, at skrive). Mit nytårsfortsæt var, at skrive en roman før mit næste barn kommer til verden, og da dette sker til juli har jeg intet andet valg end at gå til den for fulde sejl. Jeg har lyst til at beklage mig over arbejdsbyrden, men da jeg selv har valgt at gøre det, har jeg ikke noget at beklage mig over, hvilket er meget frustrerende. Dog skrider projektet fremad: jeg har nået at skrive 28 sider siden 4 Januar (hvor jeg begyndte) og inden måneden er omme, vil jeg være et godt stykke over de tredive. Det har jeg lyst til, at nogen roser mig for, men da ingen har mulighed for at læse hvad jeg har skrevet (og jeg endnu ikke selv har nogen anelse om, hvorvidt det overhovedet er godt) er der ingen der kan gøre det. På den måde kan det være ret frustrerende at være forfatter, specielt når man ikke har fået udgivet noget og derfor ikke engang kan kalde sig forfatter. Oh, well... Once more onto the breach, dear friends!

Verden er træt
af at give os varme.
Vi klynger os til
tidens pjalter.
Ude over kanten
venter intet.

Bogtræet

Jeg tror, bøger er en organisme, der vokser på skriveborde. Bordet er stammen og bøgerne er blade eller blomster. Ligegyldigt hvor mange bøger jeg sætter tilbage i reolerne bliver mit bord ved med at være overfyldt. Samtidig bliver bøger jo som regel skrevet ved skriveborde, så metaforen fungerer på hele to måder.

Jeg var engang inde og se Bertolt Brechts lejlighed i Berlin. Hans kontor var et meget stort rum og han havde fundet på den geniale idé at have fem eller seks forskellige skriveborde - et til hvert af de projekter han for tiden gik og arbejdede på. Det ville jeg også gerne have, men hvis for at få råd til en lejlighed, der var stor nok til det ville jeg nok være nødt til at flytte til et område hvor huslejen var lidt lavere - f.eks. Mogadishu.

Og solen går ned
De lange hvide linjer
af våde birketræer
vi så på under solen
er der ikke mere.

Efter tre år kan jeg se
at den der gik gennem
dette græs foran mig
også er blevet væk.

Det seje græs er her,
søen og kirken ligner hinanden.
Men selvom jeg husker
din mund, husker jeg ikke

længere dens berøring.
Hvad jeg derimod føler,
kan jeg ikke længere sige,
kun pege på;

solen går simpelthen ned.

Det jeg forestiller mig har en smule værdi i dette digt, er den måde sidste linje lukker sløjfen fra første vers på: solen er der, og mindet er der - solen går ned, digtet slutter. Samtidig er tematikken og billedverdenen konsistent gennem alle fire vers, hvilket forhåbentlig afslører at forfatteren er en øvet amatør (og således højt hævet over de fuldstændige amatører ;-). Jeg overvejede længe om det skulle være komma eller semi-kolon i næstsidste linje. Jeg er indtil videre endt med semi-kolon; jeg vil gerne gøre det tydeligt at sidste linje er "pegningen", men så heller ikke alt for tydeligt. Det er længe siden jeg har skrevet digte med nogen særlig frekvens, og jeg indrømmer gerne, at jeg føler mig rusten. Digte er en muskel, man er nødt til at holde i træning.

Digtets svaghed er vel, at billedet og ideen samt hele sprogtonen minder om noget man har set 1000 gange før (og tilmed mest i 1800-tallet). Det er simpelthen ikke sprogligt nyskabende i det allermindste. Jeg føler måske personligt, at der har været alt for meget fokus på sproget i de senere år, i en grad så mange digte er reduceret til en febrilsk, rablende søgen efter nye ord og konstellationer (på bekostning af struktur, fokus, ideer og indlevelse). Dermed ikke sagt, at digtere ikke skal forsøge at byde på noget nyt og friskt i den sammenhæng, og jeg vedkender mig svagheden her.

Tilbagefald

Jeg plejede at skrive digte som det, der er at finde for neden. Nu gør jeg det åbenbart igen. Inspirationen fra kinesisk poesi er ret tydelig i det her. Og jeg ved godt det er håbløst langt fra nogensinde at blive moderne.

Min elskede sad ved bordet
fortabt bag sine egne øjne,
hendes tætte bryn lignede
sort frost på en mark.

Af og til så jeg hendes tårer
falde ned i hændernes skål.
Jeg ved ikke hvorfor
eller for hvem hun var bedrøvet.

Til et barn

Sneen kvækker som gæs
under vores såler, Januar
er den glubske orm
i årets unge kadaver.

Vi, som livet knuser,
kommer glade hjem til dig.
Man frøs stjernerne ned
så vi kan se dig, når du sover.

Them lowdown blues

I anfald af melankoli griber jeg ofte til Sherlock Holmes: når livet virker som en labyrint af modsigelser, er der intet som kold, victoriansk logik til at se hver brik på plads i puslespillet og få det hele til at give mening. Hvis jeg kunne vælge en livsstilscoach fra hele menneskehedens historie ville det enten blive ham eller Sokrates. Mit mål er ikke at ændre min indstilling til det liv jeg lever, jeg vil bare vide hvad sandheden er.

Li Bai

Jeg kan godt lide kinesisk guldalder poesi, her er et lille vers af Li Bai, som jeg har oversat fra engelsk:

Jeg underholder mig selv
Med ansigtet nede i vinen
ser jeg ikke tusmørket komme,
faldende blomster har fyldt
folderne i mit tøj.
I fuldskab rejser jeg mig
og går frem mod månen i bækken.
Fuglene er fjerne,
menneskene også få.

Sonet

For et par år siden skrev jeg følgende sonet. Hvis man har læst et par af de andre indlæg på denne side, vil man genkende billedet af Isabella og det afhuggede hoved i krukken fra Boccacio's Dekameron. Det var en overraskelse for mig, da jeg for nylig læste digtet igen, og forstod at dét billede allerede havde figureret i mit hoved dengang.

Sommer'net
I et rum hvor Matine har siddet
lægger jeg mit hovede fra mig
i en velvoksen basilikumplante,
hvis arme graver i mit øres dyb.

Jeg ånder ind gennem muren
til duggen klæber på tapetet,
der skræller af og afslører
hendes lilla, efterladte skygge,

der stadig bøjer hovedet mod sin hånd.
Jeg går tabt her, mit blod har farvet sengen,
hvor alting forsvinder i svimmelhed og kvalme.
Bleg træder hun ned fra mine sort-hvide fotografier;

krydser mine hænder ved sine brysters rod
og binder rimets sandal om sin nøgne fod.


Sommer'net er vel kun en halv sonet og dermed en 'net. Det kan måske forvirre at det er bygget op efter engelsk sonet-struktur (der er simpel med tre firelinjers vers efterfulgt en couplet med enderim) snarere end den italienske, der vist er den mest almindelige på dansk.
Den er inspireret af en sonet af Keats ("If by dull rhymes our english must be chained"), der på den ene side beklager restriktionerne der ligger i en fast struktur (disse "dull rhymes"), men på til sidst accepterer nødvendigheden af en struktur der er som "en sandal man binder om musens fod". Dette er så min sandal til min muse. Det tabte hovede skylder jeg et andet digt ("Isabella and the pot of Basil), hvor en ung kvinde gemmer sin elskers hovede i en potteplante efter at hendes far og brødre har myrdet ham. Mit digt står et sted mellem disse to i et forsøg på at balancere mellem lys og skygge.