Trafik

På bud fra en skjult vilje
kører jeg gennem gaderne,
morgenen er ingen steder at se.

Ved trafiklyset sender jeg
mine tanker langt væk,
jeg ser ikke bilen,
eller blodet eller dig.

Du er som en fugl mellem skyer;
én gang væk, borte for altid.


Jeg har oplevet nogle ubehagelige ting i trafikken gennem de sidste par måneder. Jeg ville gerne skrive om det, og prøve at bevare den tone, jeg plejer at bruge. Det var svært, men jeg synes det blev ok her. De sidste to linjer er løst baserede på et digt af Li Po.

Nytårsdag

Året er gået som år nu gør, og jeg tror der har været både bedre og værre af slagsen. Jeg har ikke rigtig lyst til at gøre status, men jeg tror at det må være et af de år, hvor jeg har været mest træt i hverdagen. Dermed ikke sagt at alt har været dårligt, for frø er blevet plantet undervejs, og forhåbentlig fører de afgrøder med sig.

Jeg har drømt om dig
Verden har trukket ned
I sin lynlås
Og spaltet os
Fra hinanden.

Men i nat var det dig
der sov i min seng
og jeg sad og så
på himlens fingre
der dansede
På din hud.

Sengen var en foldet blomst
og i du i dens midte
kendte ingen ondskab,
sagde ingen
onde ord.

First Aid

Oppe i Auderød Asylcenter døde en lille dreng for nylig, fordi han havde slugt en perle, der havde sat sig fast i halsen på ham. Personalet ydede førstehjælp, men var ude af stand til at redde ham. Familien er efter sigende vendt hjem til Tjetjenien med drengen i en kiste. Nogle dage senere hængte en afghansk mand sig i et skur på samme lokalitet, og for omkring et år siden blev en anden mand stukket ned og dræbt i Sandholm. Igen blev der ydet førstehjælp, men nogle gange nytter det ikke så meget. Alligevel er jeg glad for, at jeg har lært det.

For omkring en uge siden fik min søn et stykke knækbrød galt i halsen. Det var morgen og jeg sad ved min computer opslugt af et eller andet. Min kæreste var i bad. Jeg registrerede halvt nogle mærkelige lyde, men jeg reagerede ikke med det samme. Pludselig så jeg ham komme løbende henover gulvet imod mig med halvåben mund, helt blårød i hovedet. Jeg fik fat i ham og dunkede ham hårdt i ryggen til knækbrødet kom op. Heldigvis slap jeg for at forsøge mig med heimlich-metoden som jeg har prøvet at bruge én gang før i mit liv, men ikke har lyst til at udføre på et lille barn.

I morges cyklede jeg hjem efter at have afleveret drengen i børnehave. Vejen var dækket af slud, og det var besværligt at køre vores tunge christianiacykel fremad. Pludselig hørte jeg en høj lyd nede for enden af gaden og så en ældre mand glide med sin cykel og hamre ansigtet direkte i asfalten. Det var omkring hundrede meter fra mig, men det virkede som om det tog meget lang tid at komme derned. En gruppe mennesker trak ham ud fra kørebanen, åbnede hans skjorte og begyndte at udføre førstehjælp. Til alt held var han styrtet lige foran en gruppe sygeplejestuderende og to læger. Ikke desto mindre slog hans hjerte ikke, og de havde svært ved at få gang i det igen. Jeg sluttede mig til dem for at tilbyde min hjælp. Tre fulde fyre først i tyverne blev også tiltrukket af optoget, og stod og grinede af den bevidstløse mand. En stor håndværker fik dem vredt til at gå deres vej. En anden ung fulderik kom til fra den anden side og ville selv yde førstehjælp, men kunne nærmest ikke holde sig på benene. Det lykkedes mig at genne ham lidt af vejen. Sygeplejerskerne skiftedes til at give mund til mund, og jeg og de to læger skiftedes til at yde hjertemassage. Man bliver overraskende hurtigt træt i armene af at gøre det, og det gik lang tid før ambulancen kom til. Den bevidstløse mand havde blod i ansigtet, og jeg tror, at hans næse var brækket. Han stank af alkohol, og der kom en ubehagelig raspende lyd fra hans lunger, når man trykkede ham på brystet. Jeg var bange for ikke at udføre hjertemassagen godt nok, men gjorde det bedste jeg kunne. I al hemmelighed var jeg lettet over ikke at skulle give mund til mund. Ambulancen var først fremme efter et kvarter, de to reddere opførte sig som om det hele var hverdag, og rent faktisk agerede næsten alle på scenen meget roligt og professionelt. Det var lige før det blev en smule køligt. Manden blev kørt væk i en ambulance, og jeg aner ikke om han kom til live igen eller ej.

Jeg skriver på en roman med titlen ´Genfærd´, hvor man ikke kan være sikker på, om det er hovedpersonen eller verden der er spøgelsesagtig. Af og til overtrumfer livet alt hvad jeg forsøger at få sagt.

Afsked

Blå sletter nord for byen,
mørke søer i midten.
Her må vi skilles
og gå ud gennem tusind mil
af dødt græs.

Det lys der spredte sig
når du lagde hovedet
ind til min skulder,
spreder sig ikke længere
omkring os.

Kinesisk biografi

Thu Fu’s smukke datter
Dine peberøjne prikker
deres korn ned i jorden,
og jeg ser sorte træer
vokse op omkring min fod.

Din far skrev sine vers
På hver brosten mellem vore byer.
Du blev født med månen hængende
som en sølvske i din mund.

Jeg læste om klassisk kinesisk poesi at man i tolkningen deraf lægger større vægt på biografiske detaljer end i Europæisk poesi. Grunden er, at digteren selv forventede en sådan tolkning og derfor skrev digtene med en forventning om, at de blev forstået i den kontekst hans liv udgjorde. Således ville mange digte være næsten uforståelige uden et kendskab til skaberens levned. Gad vide hvad Roland Barthes ville sige til det. I ovenstående digt forestiller jeg mig at den talende befinder sig i 700-tallets Kina og er forelsket i en af den store digter Thu Fu's døtre. Jeg ved ikke om nogen af dem var smukke, men digtet er først og fremmest en hyldest til Thu Fu selv, som nogle kalder for "Kina's Shakespeare". Der er måske også visse ligheder imellem dem.

Atlasdage no 551

Stod op klokken 4 i nat fordi Tine troede hun kunne høre nogen i lejligheden. Gik fra rum til rum med paraply i den ene hånd og hammer i den anden. Iført blåstribede natbukser, mave opsvulmet af cola samt briller hvis ene tilbageværende stang kun blev holdt fast af et nusset stykke tape. Ingen indbrudstyve, men masser af gråt morgenlys gennem vinduerne. Stod op igen lidt i 8 og tog på arbejde mens tiden gurglede dagen i sig som bundfaldet i en kaffekop. Kom hjem til et afslag fra forfatterskolen i brevkassen. Lagde mig på sengen og bandede ad loftet. Gik ned og fik klippet håret af. Kom op igen til en kæreste der var bange for at der var sket mig noget. Forestillede mig at jeg var Ezra Pound og forsøgte at skrive et digt:

Landets veje er tomme
og skyer glider over himlen
som flødeskumskager af torden.

På landets gårde planter mænd
forgæves deres fødder i jorden;
stormen der rusker i træet
river alting op med rod.

Det forår der ventede her
er her ikke mere,
men virker kun netop forbi.

Gik ind og lagde drengen i seng. Kom tilbage og læste digtet, og indså at jeg ikke er Ezra Pound. Kæmpede med et selvhad så koldt, at det hvinede i mine plomber. Gik ud og løb en tur. Standsede for at høre noget house/reggae musik nede på gaden. Løb videre da det blev for koldt at stå stille. Mens jeg løb føltes det som om mit selvhad løb lige bag mig på stien. Tænkte på hvem mit selvhad ville være hvis det kunne rummes i en enkelt person. Så mig nervøst over skulderen.

Descartes

På dit ansigt er sjælen
ikke til at se.
Din pande er et rundet bjerg
som mine tanker ikke formår
at besejre.
Din mund åbner sig
og udsiger
at ingen fugl, intet dyr
nogensinde har tænkt
eller følt som vi.

Himlen trykker sit grå segl ned
på dine dødsensalvorlige ord.
Jeg stirrer på de små, hvide vinger
der et kort øjeblik er fanget
mellem mørkt vand og
det fræsende skær af biler.

universet gir enhver
forskellig slags smerte.


Jeg har negligeret denne stakkels blog for at synke al min skrivetid ind i min mastodontiske roman. Nu vil jeg prøve at gå en smule bodsgang den næste tid. Ovenstående digt er afledt af en diskussion på Facebook og efterfølgende genlæsning af dele af Thomas Nagel og Descartes. Jeg ved kun nogenlunde hvad det vil, og slet ikke om det er noget værd. Men her er det i hvert fald.