Mit DNA

Selv når jeg arbejder med orientalsk poesi ender det altid med at jeg vender mig mod historier og tanker fra oltidens grækenland, det er åbenbart præget ind i mit DNA. Måske er det fordi vejret er så godt, at man næsten kan forestille sig hvordan det er at leve blandt flokke af feta-geder og træer med drueranker på. Læser Ulysses efter at have ejet den i 12 år, og ved slet ikke hvad jeg skal mene om det hele.

Atlas
Bevidsthedens tåge____bundet i smerte
knugende hvælving____spættet med stjerner
liv og stemmer_______omkring mine fødder
helt ubevægelig______tåler jeg alt

Blogblargh

Det er af afgørende betydning for min selvfølelse og velvære at have gang i en eller anden form for kreativt projekt. I de perioder, hvor det ikke sker, oplever jeg ofte hverdagen som formålsløs. Det er mærkeligt, at det er sådan. For tiden skriver jeg disse sært formede digte og føler at jeg får et stadigt bedre tag på formen. Det er absolut befriende at binde sig selv til en form på denne måde, det lykkes mig at skrive langt mere end hvad jeg ville kunne hvis jeg optrådte på frie (verse)fødder.

Afsked
Himlenes børn_______river skyer itu
kranser mit hoved_____med torne af sne
trøstesløs vind_______rusker i tagsten
du er usynlig________men fylder mit syn

Forår

Ude i lyset -------------- oppe på bakken
mennesker falder ----- i den iskolde vind
forårets smil ----------- drukner i mørket
nu igen ----------------- disse tanker om dig

Som sidst - digtet burde være i to kolonner, det kan ikke lade sig gøre her på bloggen, så jeg håber ikke bindestregerne forstyrrer for meget. Digtet kan læses fra venstre mod højre eller som to digte i hver sin kolonne.

Slutvinter

Drivende himmel -- masse af gråt
øjne som sennep -- kradsende blik
skarp erindring -- sne som pulver
trækker vejret -- døende græs
skjult under jorden -- kommende år
forårets ansigt -- venter endnu


En form taget fra kinesisk guldalderpoesi. Digtet kan læses fra venstre mod højre som normalt eller som to digte i seperate kolonnor. Linjerne er flettet ind i hinanden og bidrager med lag af betydning til helheden. Jeg har gjort mit bedste for at leve op til forlægget. Desværre kan formatet her på bloggen ikke levere separate kolonner, derfor to bindestreger hvor mellemrummene skulle have været.

Den guddommelige by

Ingen stjerner trænger ned
til byen på tæppet af asfalt.
Den har skabt sin egen nat;
et gardin af ubrydeligt fløjl.

Den bestemmer farven
på lyset over børnenes seng,
den behersker døgnets hjul
med en glød fra sikringsboksen.

Den kender ingen anden måde
end ubøjelig stolthed,
Den tegner selv sin fremtid;
stjernetegn af neon på himlen.

En ny begyndelse

Røg fra biler;
det ser ud som om
trafikken skaber himlen.

Den vrede sol,
væltet fra sin trone,
stikker klinger ind
i bilisternes øjne.

Lyset skifter, menneskets kraft
ramler utålmodigt ind
i universets cykelhjul.


Første digt i årevis, som jeg føler rammer plet og hænger sammen. Måske begyndelsen på en ny sekvens. Har temaer og form i tankerne, men skal også have det ned i tastaturet. Læser "Empire Falls" af Richard Russo. Fremragende bog, men er bange for, at jeg har gættet plottwistet og er kommet til at ødelægge det for mig selv.

To dele

Jeg går rundt og børster skyer væk,
glemmer år, leder efter
solen under roden
og ilden inde i træet.

Det er ikke muligt
at opleve faldet og flugten,
det kan ikke lade sig gøre
at føle det hele.

Jeg er efterladt i et koldt rum,
med en stump af blyant.
Mine spredte mærker
danner intet mønster,
vækker intet savn.

Nogle gange, når jeg rækker hånden ud for at mærke om det regner, er det som om det kun er jorden under min hånd, der bliver våd. Måske ville jeg i højere grad eksistere, hvis blot jeg kunne oldgræsk eller latin.

Trafik

På bud fra en skjult vilje
kører jeg gennem gaderne,
morgenen er ingen steder at se.

Ved trafiklyset sender jeg
mine tanker langt væk,
jeg ser ikke bilen,
eller blodet eller dig.

Du er som en fugl mellem skyer;
én gang væk, borte for altid.


Jeg har oplevet nogle ubehagelige ting i trafikken gennem de sidste par måneder. Jeg ville gerne skrive om det, og prøve at bevare den tone, jeg plejer at bruge. Det var svært, men jeg synes det blev ok her. De sidste to linjer er løst baserede på et digt af Li Po.

Nytårsdag

Året er gået som år nu gør, og jeg tror der har været både bedre og værre af slagsen. Jeg har ikke rigtig lyst til at gøre status, men jeg tror at det må være et af de år, hvor jeg har været mest træt i hverdagen. Dermed ikke sagt at alt har været dårligt, for frø er blevet plantet undervejs, og forhåbentlig fører de afgrøder med sig.

Jeg har drømt om dig
Verden har trukket ned
I sin lynlås
Og spaltet os
Fra hinanden.

Men i nat var det dig
der sov i min seng
og jeg sad og så
på himlens fingre
der dansede
På din hud.

Sengen var en foldet blomst
og i du i dens midte
kendte ingen ondskab,
sagde ingen
onde ord.

First Aid

Oppe i Auderød Asylcenter døde en lille dreng for nylig, fordi han havde slugt en perle, der havde sat sig fast i halsen på ham. Personalet ydede førstehjælp, men var ude af stand til at redde ham. Familien er efter sigende vendt hjem til Tjetjenien med drengen i en kiste. Nogle dage senere hængte en afghansk mand sig i et skur på samme lokalitet, og for omkring et år siden blev en anden mand stukket ned og dræbt i Sandholm. Igen blev der ydet førstehjælp, men nogle gange nytter det ikke så meget. Alligevel er jeg glad for, at jeg har lært det.

For omkring en uge siden fik min søn et stykke knækbrød galt i halsen. Det var morgen og jeg sad ved min computer opslugt af et eller andet. Min kæreste var i bad. Jeg registrerede halvt nogle mærkelige lyde, men jeg reagerede ikke med det samme. Pludselig så jeg ham komme løbende henover gulvet imod mig med halvåben mund, helt blårød i hovedet. Jeg fik fat i ham og dunkede ham hårdt i ryggen til knækbrødet kom op. Heldigvis slap jeg for at forsøge mig med heimlich-metoden som jeg har prøvet at bruge én gang før i mit liv, men ikke har lyst til at udføre på et lille barn.

I morges cyklede jeg hjem efter at have afleveret drengen i børnehave. Vejen var dækket af slud, og det var besværligt at køre vores tunge christianiacykel fremad. Pludselig hørte jeg en høj lyd nede for enden af gaden og så en ældre mand glide med sin cykel og hamre ansigtet direkte i asfalten. Det var omkring hundrede meter fra mig, men det virkede som om det tog meget lang tid at komme derned. En gruppe mennesker trak ham ud fra kørebanen, åbnede hans skjorte og begyndte at udføre førstehjælp. Til alt held var han styrtet lige foran en gruppe sygeplejestuderende og to læger. Ikke desto mindre slog hans hjerte ikke, og de havde svært ved at få gang i det igen. Jeg sluttede mig til dem for at tilbyde min hjælp. Tre fulde fyre først i tyverne blev også tiltrukket af optoget, og stod og grinede af den bevidstløse mand. En stor håndværker fik dem vredt til at gå deres vej. En anden ung fulderik kom til fra den anden side og ville selv yde førstehjælp, men kunne nærmest ikke holde sig på benene. Det lykkedes mig at genne ham lidt af vejen. Sygeplejerskerne skiftedes til at give mund til mund, og jeg og de to læger skiftedes til at yde hjertemassage. Man bliver overraskende hurtigt træt i armene af at gøre det, og det gik lang tid før ambulancen kom til. Den bevidstløse mand havde blod i ansigtet, og jeg tror, at hans næse var brækket. Han stank af alkohol, og der kom en ubehagelig raspende lyd fra hans lunger, når man trykkede ham på brystet. Jeg var bange for ikke at udføre hjertemassagen godt nok, men gjorde det bedste jeg kunne. I al hemmelighed var jeg lettet over ikke at skulle give mund til mund. Ambulancen var først fremme efter et kvarter, de to reddere opførte sig som om det hele var hverdag, og rent faktisk agerede næsten alle på scenen meget roligt og professionelt. Det var lige før det blev en smule køligt. Manden blev kørt væk i en ambulance, og jeg aner ikke om han kom til live igen eller ej.

Jeg skriver på en roman med titlen ´Genfærd´, hvor man ikke kan være sikker på, om det er hovedpersonen eller verden der er spøgelsesagtig. Af og til overtrumfer livet alt hvad jeg forsøger at få sagt.

Afsked

Blå sletter nord for byen,
mørke søer i midten.
Her må vi skilles
og gå ud gennem tusind mil
af dødt græs.

Det lys der spredte sig
når du lagde hovedet
ind til min skulder,
spreder sig ikke længere
omkring os.

Kinesisk biografi

Thu Fu’s smukke datter
Dine peberøjne prikker
deres korn ned i jorden,
og jeg ser sorte træer
vokse op omkring min fod.

Din far skrev sine vers
På hver brosten mellem vore byer.
Du blev født med månen hængende
som en sølvske i din mund.

Jeg læste om klassisk kinesisk poesi at man i tolkningen deraf lægger større vægt på biografiske detaljer end i Europæisk poesi. Grunden er, at digteren selv forventede en sådan tolkning og derfor skrev digtene med en forventning om, at de blev forstået i den kontekst hans liv udgjorde. Således ville mange digte være næsten uforståelige uden et kendskab til skaberens levned. Gad vide hvad Roland Barthes ville sige til det. I ovenstående digt forestiller jeg mig at den talende befinder sig i 700-tallets Kina og er forelsket i en af den store digter Thu Fu's døtre. Jeg ved ikke om nogen af dem var smukke, men digtet er først og fremmest en hyldest til Thu Fu selv, som nogle kalder for "Kina's Shakespeare". Der er måske også visse ligheder imellem dem.

Atlasdage no 551

Stod op klokken 4 i nat fordi Tine troede hun kunne høre nogen i lejligheden. Gik fra rum til rum med paraply i den ene hånd og hammer i den anden. Iført blåstribede natbukser, mave opsvulmet af cola samt briller hvis ene tilbageværende stang kun blev holdt fast af et nusset stykke tape. Ingen indbrudstyve, men masser af gråt morgenlys gennem vinduerne. Stod op igen lidt i 8 og tog på arbejde mens tiden gurglede dagen i sig som bundfaldet i en kaffekop. Kom hjem til et afslag fra forfatterskolen i brevkassen. Lagde mig på sengen og bandede ad loftet. Gik ned og fik klippet håret af. Kom op igen til en kæreste der var bange for at der var sket mig noget. Forestillede mig at jeg var Ezra Pound og forsøgte at skrive et digt:

Landets veje er tomme
og skyer glider over himlen
som flødeskumskager af torden.

På landets gårde planter mænd
forgæves deres fødder i jorden;
stormen der rusker i træet
river alting op med rod.

Det forår der ventede her
er her ikke mere,
men virker kun netop forbi.

Gik ind og lagde drengen i seng. Kom tilbage og læste digtet, og indså at jeg ikke er Ezra Pound. Kæmpede med et selvhad så koldt, at det hvinede i mine plomber. Gik ud og løb en tur. Standsede for at høre noget house/reggae musik nede på gaden. Løb videre da det blev for koldt at stå stille. Mens jeg løb føltes det som om mit selvhad løb lige bag mig på stien. Tænkte på hvem mit selvhad ville være hvis det kunne rummes i en enkelt person. Så mig nervøst over skulderen.

Descartes

På dit ansigt er sjælen
ikke til at se.
Din pande er et rundet bjerg
som mine tanker ikke formår
at besejre.
Din mund åbner sig
og udsiger
at ingen fugl, intet dyr
nogensinde har tænkt
eller følt som vi.

Himlen trykker sit grå segl ned
på dine dødsensalvorlige ord.
Jeg stirrer på de små, hvide vinger
der et kort øjeblik er fanget
mellem mørkt vand og
det fræsende skær af biler.

universet gir enhver
forskellig slags smerte.


Jeg har negligeret denne stakkels blog for at synke al min skrivetid ind i min mastodontiske roman. Nu vil jeg prøve at gå en smule bodsgang den næste tid. Ovenstående digt er afledt af en diskussion på Facebook og efterfølgende genlæsning af dele af Thomas Nagel og Descartes. Jeg ved kun nogenlunde hvad det vil, og slet ikke om det er noget værd. Men her er det i hvert fald.

Derelict

Idag har jeg siddet til ansættelsessamtaler på mit arbejde i lidt over 13 timer. Alt gik fint indtil de sidste to timer, hvor min personlighed begyndte at falde fra hinanden, hvorefter dens enkelte dele begyndte at flyde væk som vraggods fra et forlist skib; koncentrationsevnen, hukommelsen, fagliheden og til sidst også humoren forsvandt fuldstændig fra mit repetoire. Der er mærkeligt at mærke, at man stadig eksisterer efter alt det man forbinder med sit væsen er blevet uraderet. Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde den grå, ubestemmelige masse, mit indre liv er reduceret til nu. Måske en slags primalmenneskelig, almen substans befriet fra individuelle træk. Komunismens idealmenneske.

Tilbage er datoer
og hårde facts,
tilbage er et langt
livs kølige gråd.

Din hånd
går gennem barken i
det brudte mørke,
og jeg tvivler på

dine børns triste stemmer
og det manglende stykke
af min egen, kolde sjæl.

words, words, words

Jeg har nu skrevet 45.000 ord på min roman. Ord som der sandsynligvis ikke er nogen der kommer til at læse ud over min kæreste og en håndfuld redaktører rundt omkring. For en uudgiven forfatter er der kun éen helt, der for alvor kan yde trøst og støtte, og det er naturligvis den navnkundige Don Quixote! Man er nødt til at opsøge eventyret, også selvom det ikke eksisterer før man kommer, og efter man er gået. Jeg læste forleden om J.M. Coetzee at han "er som en munk, der er fuldstændig dedikeret til litteraturen. Han hverken ryger eller drikker, og sidder mindst én time hver dag foran sin computer!" Well, at hvis det dér gør Coetzee til en munk, så er jeg motherfucking Dalai Lama!

Højsangen

Hvis der er én del af Bibelen, som et sansende menneske ikke må snyde sig selv for, er det vel Højsangen. Især bør man læse den når foråret står for døren, man kan faktisk blive helt beruset af det. Jeg minder om, at der er tale om en dialog mellem to elskende:

v2 Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
v3 Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane.

v4 Han har ført mig til vinhuset,
på skiltet over mig står: Kærlighed.
v5 Styrk mig med rosinkager,
forfrisk mig med æbler,
for jeg er syg af kærlighed.

Sådan kan digtere jo ikke rigtig få lov at skrive mere nu om dage, eller også formår de det ikke. Men efter min mening er disse vers (og sangen i det hele taget) et udtryk for et fantastisk skrivetalent, som ikke må gå tabt i den religiøse dogmatik, der desværre præger nogle menneskers holdning til Bibelen.

Virginia

Idag konstaterede jeg til min store overraskelse, at det snart er 12 år siden jeg første gang læste "the Waste Land" af T.S. Eliot. Det var i 98, og jeg var 19 år, hvilket føles virkelig mærkeligt. Det er en bog, der gjorde et meget stort indtryk på mig. Så vidt jeg husker læste vi den på andet år af Britisk Litteratur ude på universitetet. Min lærer dengang hed Hanne Carlsen, og hun har haft en stor betydning for, at poesi kom til at betyde så meget i mit liv, som det rent faktisk har gjort. På mange måder var hun en lidt træt, gammel dame, der ikke virkede som om hun var særlig glad for livet er for at undervise. Men tilgengæld var hun virkelig fantastisk til at læse op. Hun er et af de få mennesker, jeg har mødt, der rent faktisk var i stand til at gøre litteraturen bedre og mere meningsfuld ved at læse den op for en. For et par timer siden åbnede jeg min slidte kopi af "Waste Land" for første gang i flere år, og slog op på følgende lille digt:


Virginia
Red river, red river,
Slow flow heat is silence
No will is still as a river
Still. Will heat move
Only through the mocking-bird
Heard once? Still hills
Wait. Gates wait. Purple trees,
White trees, wait, wait,
Delay, decay. Living, living,
Never moving. Ever moving
Iron thoughts came with me
And go with me:
Red river, river, river.

Jeg har altid godt kunne lide det digt. Jeg synes det afslører en fornemmelse for at kombinere rytme og sprogbilleder til en meget stærk effekt som kun få digtere kan opnå. Jeg kunne godt tænke mig, at høre Hanne Carlsen læse det op, jeg tror der er rigtig mange forskellige måder at læse det på.

Grunden til, at bogen åbnede netop dér, var at jeg havde stukket et fotografi ind mellem dets sider. Fotografiet forestiller min farmor som 2 eller 3 år gammel, og hun står og holder sin kinesiske amme i hånden i en baghave i Shanghai by. Min farmor smiler, ammens ansigtsudtryk er uudgrundeligt. Det er et meget stærkt fotografi. Vanen med at stikke udklip og fotografier ind i bøger har jeg arvet fra min farmor over min egen far. På den måde bliver bøger bærere af mere end deres egen fortælling; de bliver også et kort over ens egen livsførelse. Desværre er jeg ikke så god til at notere datoerne ned forrest i dem, som min farmor var. Der er meget i det fotografi, der minder mig om "the Waste Land", og også meget i det, der minder mig om mit eget liv.

Workin' man's blues

Jeg arbejder omkring 50 timer om ugen: 39 af timerne tilbringer jeg på mit med at tjene mit brød hos Røde Kors, og de sidste 11 går til min passion, som er... (ja, du gættede det, at skrive). Mit nytårsfortsæt var, at skrive en roman før mit næste barn kommer til verden, og da dette sker til juli har jeg intet andet valg end at gå til den for fulde sejl. Jeg har lyst til at beklage mig over arbejdsbyrden, men da jeg selv har valgt at gøre det, har jeg ikke noget at beklage mig over, hvilket er meget frustrerende. Dog skrider projektet fremad: jeg har nået at skrive 28 sider siden 4 Januar (hvor jeg begyndte) og inden måneden er omme, vil jeg være et godt stykke over de tredive. Det har jeg lyst til, at nogen roser mig for, men da ingen har mulighed for at læse hvad jeg har skrevet (og jeg endnu ikke selv har nogen anelse om, hvorvidt det overhovedet er godt) er der ingen der kan gøre det. På den måde kan det være ret frustrerende at være forfatter, specielt når man ikke har fået udgivet noget og derfor ikke engang kan kalde sig forfatter. Oh, well... Once more onto the breach, dear friends!

Verden er træt
af at give os varme.
Vi klynger os til
tidens pjalter.
Ude over kanten
venter intet.

Bogtræet

Jeg tror, bøger er en organisme, der vokser på skriveborde. Bordet er stammen og bøgerne er blade eller blomster. Ligegyldigt hvor mange bøger jeg sætter tilbage i reolerne bliver mit bord ved med at være overfyldt. Samtidig bliver bøger jo som regel skrevet ved skriveborde, så metaforen fungerer på hele to måder.

Jeg var engang inde og se Bertolt Brechts lejlighed i Berlin. Hans kontor var et meget stort rum og han havde fundet på den geniale idé at have fem eller seks forskellige skriveborde - et til hvert af de projekter han for tiden gik og arbejdede på. Det ville jeg også gerne have, men hvis for at få råd til en lejlighed, der var stor nok til det ville jeg nok være nødt til at flytte til et område hvor huslejen var lidt lavere - f.eks. Mogadishu.

Og solen går ned
De lange hvide linjer
af våde birketræer
vi så på under solen
er der ikke mere.

Efter tre år kan jeg se
at den der gik gennem
dette græs foran mig
også er blevet væk.

Det seje græs er her,
søen og kirken ligner hinanden.
Men selvom jeg husker
din mund, husker jeg ikke

længere dens berøring.
Hvad jeg derimod føler,
kan jeg ikke længere sige,
kun pege på;

solen går simpelthen ned.

Det jeg forestiller mig har en smule værdi i dette digt, er den måde sidste linje lukker sløjfen fra første vers på: solen er der, og mindet er der - solen går ned, digtet slutter. Samtidig er tematikken og billedverdenen konsistent gennem alle fire vers, hvilket forhåbentlig afslører at forfatteren er en øvet amatør (og således højt hævet over de fuldstændige amatører ;-). Jeg overvejede længe om det skulle være komma eller semi-kolon i næstsidste linje. Jeg er indtil videre endt med semi-kolon; jeg vil gerne gøre det tydeligt at sidste linje er "pegningen", men så heller ikke alt for tydeligt. Det er længe siden jeg har skrevet digte med nogen særlig frekvens, og jeg indrømmer gerne, at jeg føler mig rusten. Digte er en muskel, man er nødt til at holde i træning.

Digtets svaghed er vel, at billedet og ideen samt hele sprogtonen minder om noget man har set 1000 gange før (og tilmed mest i 1800-tallet). Det er simpelthen ikke sprogligt nyskabende i det allermindste. Jeg føler måske personligt, at der har været alt for meget fokus på sproget i de senere år, i en grad så mange digte er reduceret til en febrilsk, rablende søgen efter nye ord og konstellationer (på bekostning af struktur, fokus, ideer og indlevelse). Dermed ikke sagt, at digtere ikke skal forsøge at byde på noget nyt og friskt i den sammenhæng, og jeg vedkender mig svagheden her.