Atlasdage no 551

Stod op klokken 4 i nat fordi Tine troede hun kunne høre nogen i lejligheden. Gik fra rum til rum med paraply i den ene hånd og hammer i den anden. Iført blåstribede natbukser, mave opsvulmet af cola samt briller hvis ene tilbageværende stang kun blev holdt fast af et nusset stykke tape. Ingen indbrudstyve, men masser af gråt morgenlys gennem vinduerne. Stod op igen lidt i 8 og tog på arbejde mens tiden gurglede dagen i sig som bundfaldet i en kaffekop. Kom hjem til et afslag fra forfatterskolen i brevkassen. Lagde mig på sengen og bandede ad loftet. Gik ned og fik klippet håret af. Kom op igen til en kæreste der var bange for at der var sket mig noget. Forestillede mig at jeg var Ezra Pound og forsøgte at skrive et digt:

Landets veje er tomme
og skyer glider over himlen
som flødeskumskager af torden.

På landets gårde planter mænd
forgæves deres fødder i jorden;
stormen der rusker i træet
river alting op med rod.

Det forår der ventede her
er her ikke mere,
men virker kun netop forbi.

Gik ind og lagde drengen i seng. Kom tilbage og læste digtet, og indså at jeg ikke er Ezra Pound. Kæmpede med et selvhad så koldt, at det hvinede i mine plomber. Gik ud og løb en tur. Standsede for at høre noget house/reggae musik nede på gaden. Løb videre da det blev for koldt at stå stille. Mens jeg løb føltes det som om mit selvhad løb lige bag mig på stien. Tænkte på hvem mit selvhad ville være hvis det kunne rummes i en enkelt person. Så mig nervøst over skulderen.

Descartes

På dit ansigt er sjælen
ikke til at se.
Din pande er et rundet bjerg
som mine tanker ikke formår
at besejre.
Din mund åbner sig
og udsiger
at ingen fugl, intet dyr
nogensinde har tænkt
eller følt som vi.

Himlen trykker sit grå segl ned
på dine dødsensalvorlige ord.
Jeg stirrer på de små, hvide vinger
der et kort øjeblik er fanget
mellem mørkt vand og
det fræsende skær af biler.

universet gir enhver
forskellig slags smerte.


Jeg har negligeret denne stakkels blog for at synke al min skrivetid ind i min mastodontiske roman. Nu vil jeg prøve at gå en smule bodsgang den næste tid. Ovenstående digt er afledt af en diskussion på Facebook og efterfølgende genlæsning af dele af Thomas Nagel og Descartes. Jeg ved kun nogenlunde hvad det vil, og slet ikke om det er noget værd. Men her er det i hvert fald.