words, words, words

Jeg har nu skrevet 45.000 ord på min roman. Ord som der sandsynligvis ikke er nogen der kommer til at læse ud over min kæreste og en håndfuld redaktører rundt omkring. For en uudgiven forfatter er der kun éen helt, der for alvor kan yde trøst og støtte, og det er naturligvis den navnkundige Don Quixote! Man er nødt til at opsøge eventyret, også selvom det ikke eksisterer før man kommer, og efter man er gået. Jeg læste forleden om J.M. Coetzee at han "er som en munk, der er fuldstændig dedikeret til litteraturen. Han hverken ryger eller drikker, og sidder mindst én time hver dag foran sin computer!" Well, at hvis det dér gør Coetzee til en munk, så er jeg motherfucking Dalai Lama!

Højsangen

Hvis der er én del af Bibelen, som et sansende menneske ikke må snyde sig selv for, er det vel Højsangen. Især bør man læse den når foråret står for døren, man kan faktisk blive helt beruset af det. Jeg minder om, at der er tale om en dialog mellem to elskende:

v2 Som en lilje blandt tidsler
er min kæreste blandt unge piger.
v3 Som et æbletræ blandt skovens træer
er min elskede blandt unge mænd.
I hans skygge elsker jeg at sidde,
hans frugt er sød for min gane.

v4 Han har ført mig til vinhuset,
på skiltet over mig står: Kærlighed.
v5 Styrk mig med rosinkager,
forfrisk mig med æbler,
for jeg er syg af kærlighed.

Sådan kan digtere jo ikke rigtig få lov at skrive mere nu om dage, eller også formår de det ikke. Men efter min mening er disse vers (og sangen i det hele taget) et udtryk for et fantastisk skrivetalent, som ikke må gå tabt i den religiøse dogmatik, der desværre præger nogle menneskers holdning til Bibelen.

Virginia

Idag konstaterede jeg til min store overraskelse, at det snart er 12 år siden jeg første gang læste "the Waste Land" af T.S. Eliot. Det var i 98, og jeg var 19 år, hvilket føles virkelig mærkeligt. Det er en bog, der gjorde et meget stort indtryk på mig. Så vidt jeg husker læste vi den på andet år af Britisk Litteratur ude på universitetet. Min lærer dengang hed Hanne Carlsen, og hun har haft en stor betydning for, at poesi kom til at betyde så meget i mit liv, som det rent faktisk har gjort. På mange måder var hun en lidt træt, gammel dame, der ikke virkede som om hun var særlig glad for livet er for at undervise. Men tilgengæld var hun virkelig fantastisk til at læse op. Hun er et af de få mennesker, jeg har mødt, der rent faktisk var i stand til at gøre litteraturen bedre og mere meningsfuld ved at læse den op for en. For et par timer siden åbnede jeg min slidte kopi af "Waste Land" for første gang i flere år, og slog op på følgende lille digt:


Virginia
Red river, red river,
Slow flow heat is silence
No will is still as a river
Still. Will heat move
Only through the mocking-bird
Heard once? Still hills
Wait. Gates wait. Purple trees,
White trees, wait, wait,
Delay, decay. Living, living,
Never moving. Ever moving
Iron thoughts came with me
And go with me:
Red river, river, river.

Jeg har altid godt kunne lide det digt. Jeg synes det afslører en fornemmelse for at kombinere rytme og sprogbilleder til en meget stærk effekt som kun få digtere kan opnå. Jeg kunne godt tænke mig, at høre Hanne Carlsen læse det op, jeg tror der er rigtig mange forskellige måder at læse det på.

Grunden til, at bogen åbnede netop dér, var at jeg havde stukket et fotografi ind mellem dets sider. Fotografiet forestiller min farmor som 2 eller 3 år gammel, og hun står og holder sin kinesiske amme i hånden i en baghave i Shanghai by. Min farmor smiler, ammens ansigtsudtryk er uudgrundeligt. Det er et meget stærkt fotografi. Vanen med at stikke udklip og fotografier ind i bøger har jeg arvet fra min farmor over min egen far. På den måde bliver bøger bærere af mere end deres egen fortælling; de bliver også et kort over ens egen livsførelse. Desværre er jeg ikke så god til at notere datoerne ned forrest i dem, som min farmor var. Der er meget i det fotografi, der minder mig om "the Waste Land", og også meget i det, der minder mig om mit eget liv.